Jagter drømmen: AaB-talent til prøvetræning i italiensk klub

Det har været både spændende, nervepirrende og til tider kaotisk at følge AaB’s ageren både på og uden for grønsværen i de seneste sæsoner.
To nedrykninger på tre år, uro på de indre linjer og en skrantende økonomi har alt sammen bidraget til, at ordet kaosklub er blevet klistret på den ellers stolte fodboldklub.
Men nu blæser der nye vinde over Hele Nordjyllands Hold.
Med bl.a. cheftræner Steffen Højer og sportschef John Møller i spidsen arbejdes der hårdt på at få klubben tilbage på rette sportslige spor.
Og nu melder endnu en positiv historie sig – denne gang fra talentsektoren.
Den offensive U19-spiller William Thomsen er søndag rejst til prøvetræning i italienske Empoli, hvor han træner med i den kommende uge.
“Det bliver først og fremmest en kæmpe oplevelse for William, og vi er glade for, at AaB har givet ham lov til at tage afsted og jagte den her mulighed,” fortæller Johnny Thomsen, far til William.

Fra KFUM til … Italien?
William begyndte at spille fodbold i Aalborg KFUM som 4-årig, inden familien flyttede til Malaga, da han var 10.
Da familien vendte retur til Aalborg, havde William flere kort på hånden, men det var AaB, der lykkedes med at skrive kontrakt med den offensive kantspiller.
Nu venter en spændende mulighed i Italien.
“Der har også været endnu større klubber i spil fra både Belgien, Spanien og Italien, men Empoli er en klub, der satser benhårdt på unge spillere og deres udvikling. Det har været vigtigt for os,” siger Johnny Thomsen.
William Thomsen er førsteårs U19-spiller og beskrives som en driblestærk, offensiv kantspiller med stærke 1-mod-1-egenskaber.
Spændende, hvad fremtiden bringer
AaB bekræfter over for MigogAalborg, at William Thomsen er til prøvetræning i Empoli.
Selvom William nu får muligheden for at vise sit værd i støvlelandet, har han i efteråret også vist, at AaB ser en klar fremtid for ham.
Han har spillet flere Future Cup-kampe for klubben, hvor han blandt andet scorede i 3-0-sejren over FC Fredericia.
William Thomsen er fortsat på kontrakt i AaB, så hvis Empoli ønsker at hente ham, skal klubberne først blive enige om en eventuel overgangssum.
AaB’s førstehold er færdige med efterårssæsonen i Betinia Ligaen og går denne uge på julepause. Efter nytår venter forberedelserne til forårets kampe – og jagten på de helt sjove placeringer.