Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ungerådgivningen til de unge: Du er ikke alene – vi er her stadig

Af Jens Erik Møller

Selvom samfundet på mange måder er lukket ned, så er der stadigvæk unge, der har behov for nogen at snakke med, fordi de tumler med ensomhed eller problemer som fx spiseforstyrrelser, angst og skilsmisse i familien.

Heldigvis er der stadig hjælp at hente. Tilbud som Ungerådgivningen og Headspace har åbent næsten som normalt, og har du noget, der fylder, kan du ringe og få en aftale om en personlig samtale i trygge rammer eller gå en walk and talk.

Du kan selvfølgelig også stadig ringe til deres telefonrådgivning.

”Så ring endelig til os og aftal et møde,” lyder budskabet fra Bettina Kristensen, Leder i Center for Dag- og Døgntilbud i Aalborg Kommune.

Behovet er der stadig

Selvom samfundet i disse coronatider kører på et lavere blus end normalt, så er unges behov for hjælp til det, der er svært, ikke blevet mindre.

”I forhold til fx studier, er det ydre pres forsvundet. Vi er på en eller anden måde alle i samme båd.

De unge skal ikke i skole eller i andre uddannelsestilbud lige nu, og de skal derfor ikke ud at præstere.

Men det betyder måske også, at når strukturen i hverdagen er forsvundet, så kan problemer som angst, mine forældre skal skilles eller at man bytter om på nat og dag, fylde meget mere.

Vi oplever også, at der for øjeblikket kan være mere knas i familien.

Hvis en familie har mistet fodfæstet på grund af arbejdsløshed, så kan de unge mærke det. Det gør, at noget, der var svært, bliver endnu mere svært,” forklarer Bettina Kristensen.

Ungerådgivningen til de unge: Du er ikke alene - vi er her stadig

Vi har åbent, så ring bare

Under coronakrisen har Ungerådgivningen i Aalborg Kommunen derfor udvidet åbningstiderne til telefonrådgivningen, og man har sat ekstra tid af til den første henvendelse.

Men vigtigst af alt, så er det ifølge Bettina Kristensen vigtigt at understrege, at der stadig er åbent – også for at møde op i rådgivningen i Jernbanegade, hvis man hellere vil snakke med en rådgiver face to face.

”Du kan efter telefonisk aftale komme forbi og få en eller flere samtaler med en rådgiver, eller du kan starte i et længere samtaleforløb med fx en psykolog, hvis det viser sig, at der er behov for det. Der er ingen, der kontakter os forgæves,” understreger Bettina Kristensen og tilføjer, at et fysisk møde selvfølgelig foregår under trygge rammer med afstand og håndsprit.

 

Ensomme unge

Ungerådgivningen er især et tilbud til unge, hvor problemer som angst, familierelationer, spiseforstyrrelser mv. fylder.

Men kan også være andre og mindre tunge problemer, som fylder for meget.

Ensomhed er et stort problem for dem, som føler sig alene. Måske især lige nu, hvor vi skal holde social afstand og hvor man opholder sig meget derhjemme. Også her er der heldigvis hjælp at hente.

For føler du dig ensom og alene, har du vendt om på nat og dag eller er du på andre måder ude af kurs, så kan du kontakte den frivillige organisation Headspace.

Der er åben for rådgivning over telefon og chat – og snart også møder i deres hyggelige lokaler i Borgergade.

Men der er et tæt samarbejde mellem de to – så hvad enten man henvender sig det ene eller det andet sted, så får man den rette hjælp, understreger Bettina Kristensen.

Politisk bevågenhed

Også fra politisk hold i Familie og Socialudvalget, er der fokus på, at unges problemer ikke er forsvundet her under coronakrisen. Måske snarere tværtimod.

“Det er vigtigt, at de unge ved, at de aldrig står alene. Mange har brug for at snakke og føler sig stærkt udfordret i en tid, hvor det hele er præget af social afstand og isolation.

Det er vigtigt, at de ved, hvor man kan søge hjælp. For går man alene med sit tankemylder, så bliver det hele bare værre og værre.

Så fra politisk side har vi et stort ønske om, at unge gør brug af de tilbud, der er,” siger Tobias Bøgeskov, der er medlem af Aalborg Kommunes Familie- og Socialudvalg.

Ifølge Tobias Bøgeskov er der en bekymring for, at de unge ikke kender mulighederne for at få hjælp eller afholder sig fra søge hjælp.

”Derfor gør vi også, hvad vi kan, for at skabe mere synlighed og sprede budskabet om, at Ungerådgivningen og Headspace er der, og står klar til at hjælpe.”

Kontakt Ungerådgivningen eller Headspace

Føler du dig ekstra ensom for tiden eller fylder skilsmisse, angst eller andet alt for meget, så kan du kontakte Ungerådgivningen i Aalborg på telefon 99 31 57 50 mandag til fredag kl. 8-15 og aftale en tid, hvor du kigger forbi deres kontor i Jernbanegade 23 i Aalborg midtby.

Tilbuddet er rettet til unge mellem 12 og 26 år, læs mere her

Du kan også kontakte den frivillige organisation Headspace. Du kan ringe på 53 73 30 06 mandag fra 11-18 og tirsdag-torsdag kl. 9-18 eller du kan chatte Headspace på headspace.dk

Ud over den lokale Aalborg afdeling af Headspace, så er der også åbent på det nationale telefonnummer 25 97 00 00, som er åbent alle dage kl. 12-18.

Del artikel

Andre læser også