Ung bilist mistede herredømmet: Ramte 25-årig kvinde på fortovet i Aalborg

Fredag aften blev politi og flere ambulancer kaldt til en ulykke på Skydebanevej i Aalborg.
“Kvinden bliver ramt, mens hun er på fortovet. Man mister herredømmet over bilen,” fortæller politiets vagtchef Torben Arendrup til Nordjyske.
Det var en 18-årig mand, der kørte bilen. Han havde tre passagerer med i bilen, der landede på siden efter uheldet.
Vagtchefen fortæller, at den 18-årige vil blive sigtet for et eller flere forhold. Hvad sigtelserne præcis kommer til at lyde på, vides endnu ikke.
Der blev kaldt en bilinspektør til stedet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Kvinden blev hurtigt kørt afsted som traumepatient til Aalborg Universitetshospital.
Lørdag morgen lyder meldingen, at hun er i stabil tilstand.