Kæmpe kærlighed: Tusindvis af underskrifter bakker op om Café 1000Fryd
Et af Aalborgs mest legendariske spillesteder risikerer at lukke efter 40 år grundet en to år gammel støjklage.
Det har været en af ugens største lokale nyheder her i byen, og det er noget, som har optaget rigtig mange mennesker.
Adskillige store musiknavne har blandt andet givet deres stemme i debatten i kampen om Café 1000Fryds overlevelse.
Blandt andet siger Sort Sols trommeslager Tomas Ortved om sagen.
“Jeg græmmes!
Der har jeg, i vores tidlige dage, spillet med Sort Sol, og Per No Knox, og jeg, har også spillet der med Cyklon Anticyklon – begge bands flere gange.
Og det har ligeledes, når man ellers, i andet ærinde, har været i Aalborg, altid været en (1000)fryd at kigge forbi, drikke en øl, og glædes over at det stadig ligget der, og mindes tilbage til en tid, hvor man i steder som 1000Fryd kunne komme til at spille som ungt nyt band…
Ubærligt, hvis stedet, der er med til at give byen en sjæl, og er et kulturelt samlingspunkt for byens ungdom lukker,” lyder det fra Sort Sol.
Massiv opbakning
Nu har en række borgere sat gang i en underskriftsindsamling for at sikre, at 1000Fryd overlever.
Her er der allerede kommet massive 7.600 underskrifter på blot fire dage.
Det siger en hel del om, at aalborgenserne og øvrige har en stor kærlighed til det legendariske spillested. Her har store navne som Green Day, Volbeat, Mø og Mew blandt andet spille igennem tiderne.
Hvis du vil sende din støtteerklæring til bevarelsen af 1000Fryd, så kan du indsende din underskrift lige her
Indgav klage i 2021
Problemerne startede tilbage i 2021, da Corona-restriktionerne blev ophævet, og 1000Fryd igen kunne spille de koncerter, som de er så kendt og elsket for i det aalborgensiske musikmiljø.
Det var en beboer i Kattesundet 12 dog ikke tilfreds med, og indgav en klage til kommunen over larmen til en akustisk jazzkoncert. Herfra begyndte snebolden at rulle.
1000Fryd har nemlig fået påbud om, at de fremover ikke må overskride et lydniveau på 74 db – hvilket svarer til en højrøstet samtale.
Det betyder dog ikke, at 1000Fryd gør eller nogensinde har gjort noget forkert.
De spiller nemlig præcis efter de regler, der er gældende for dem som spillested – problemet er tværtimod, at nabobygningen ved sin opbygning ikke er blevet korrekt isoleret, og at larmen derfor overstiger grænserne på den anden side af væggen.
Nervøs for fremtiden
“Hvis der skulle blive tale om et 100 % påbud mod at vi må spille musik, så er der ikke nogen fremtid for Café 1000Fryd,” forklarer Troels Højgaard Sørensen, bestyrer af 1000Fryd til MigogAalborg.
Han er tydeligt berørt af situationen.
“Hvis vi ikke længere må udføre de ting, der er hele vores eksistensgrundlag, så er der en stor risiko for, at kommunen og dermed også staten trækker deres støtte til os – og så vil det ikke være muligt at køre caféen videre som vi kender den.
Det vil være helt katastrofalt.”
Du kan læse det længere interview med bestyreren af Café 1000Fryd og en dybere forklaring af problemerne herunder
Rådmand for Sundhed- og Kulturforvaltningen Jes Lunde håber også selv, at man kan finde en løsning, som bevarer spillestedet.
“Vi er nødt til at få belyst de tekniske muligheder. Kan der findes en løsning, som kan løse problemet? Og hvis vi kan løse problemet, hvad vil det koste? Og så tager vi stilling. Men vi vil gerne,” forklarer Jes Lunde til TV 2 Nord.