Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Underholdning og 12 timers shopping: Det sker til Aalborg i Rødt

Af Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto Aalborg i Rødt
Arkivfoto Aalborg i Rødt

Weekenden er fyldt til bristepunktet med store begivenheder i Aalborg, hvor du både kan deltage i Vi Elsker 90’erne i Mølleparken, Waater Festival, IDRÆTSMØDET, Fredagsfest i Karolinelund med Benal, METROPOL og Gadefest on Tour.

Men derudover kan vi også se frem til Aalborg i Rødt hele weekenden, hvor midtbyen summer af events, musik og gode tilbud.

“Aalborg i Rødt har i år temaet ‘En del af noget større’, for byen er virkelig begunstiget af et væld af fede arrangementer, så det er helt naturligt for os at holde Aalborg i Rødt i denne weekend, så vi kan samle byen,” forklarer direktør for Aalborg City, Flemming Thingbak.

“Årets overordnede temaer er Shopping, Fashion, Food og Events, og jeg tør godt love, at vi kan tilbyde noget for enhver smag i weekenden. Jeg har kun ros tilovers for de mere end 70 butikker i Aalborg City, som har bakket op om, at vi skal have en fantastisk weekend.

Butikkerne har været meget kreative og udover de gode tilbud, venter der også en masse oplevelser for folk. Lige meget hvornår og hvor man går rundt i bybilledet, vil der være underholdning – det kan være lækre smagsprøver, konkurrencer, gøgl eller livemusik,” siger Flemming.

12 timers non-stop shopping

Aalborg i Rødt skydes for alvor i gang fredag med den ultimative shoppingdag, når butikkerne i midtbyen holder Day & Night Aalborg i Rødt.

Butikkerne holder åbent helt frem til klokken 22.00, og du kan se frem til sjove events, gode tilbud og en masse tiltag i de mange butikker.

“Det er jo det tidspunkt på året, hvor de nye, lækre efterårsvarer kommer på hylderne, så man kan se frem til en masse nyheder, og selvfølgelig gode tilbud,” siger Flemming.

I alle butikkerne har du mulighed for at deltage i en kæmpe Aalborg i Rødt-konkurrence, hvor hovedpræmien er et rejsegavekort fra Bravo Tours på intet mindre end 20.000 kr.

Tre oplevelseszoner med fest og musik

Til Aalborg i Rødt er der desuden lavet tre forskellige oplevelseszoner i Aalborg Midtby, hvor der vil være alt fra akustisk musik, gøglere og events hele weekenden.

Udvalgte butikker er også rykket ud på de røde podier, og samtidig med de mange fede indslag ,kan du nyde en kølig fadøl eller et glas vin – og nyde stemningen fra de opstillede siddepladser.

“I modsætning til tidligere år, hvor vi har haft én stor koncert fredag aften, har vi valgt at sprede det ud i byrummet over flere timer. Det starter ved 17-tiden fredag på de røde podier rundt omkring i byen, og det håber vi kan skabe en helt fantastisk og intim stemning,” forklarer Flemming.

Der bliver sat borde og bænke op, så man kan sidde med en kold fadøl og nyde underholdningen.

De tre oplevelseszoner er opstillet ved Frøspringvandet i Bispensgade, Salling Torv og Bredegade Torv.

Underholdning og 12 timers shopping: Det sker til Aalborg i Rødt
Flemming Thingbak

Gøglerfestival alle tre dage

Rundt omkring i midtbyen vil der alle tre dage også være masser af professionelle gøglere, som forhåbentlig kan bringe masser af smil og latter i byen,

Gøglerfestivalen er blevet en realitet igennem et samarbejde med Aalborg Events samt Fritids- & Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.

Flemming Thingbak oplyser, at man kan få det forkromede overblik over Aalborg i Rødt i en af de mange programmer, som ligger i byens butikker. Du kan også få overblikket digitalt lige her.

Hvad: Aalborg i Rødt
Hvor: Aalborg City
Hvornår: Fredag d. 30. august – Søndag d. 1. september

Du finder det fulde program for Aalborg i Rødt her.

Del artikel

Andre læser også