Underholdning i karantænen: Her er 10 film du skal se derhjemme
I dag vågnede danskerne op til en ny slags hverdag, hvor flere af sidste uges restriktioner officielt er trådt i kraft.
Alle landets skoler og dagsinstitutioner er lukkede, og når en stor procentdel af danskerne i forvejen arbejder hjemmefra, kan det hurtigt blive en intens oplevelse at skulle være sammen 24 timer i døgnet, 14 dage i træk (indtil videre).
Det kan teste selv de mest sammentømrede familier og forhold, og derfor er MigogAalborg nu klar med den første i en række guides, der kan underholde (og ikke mindst distrahere jer) under den landsdækkende nedlukning.
Først i rækken er vores filmguide, hvor vi har samlet 5 klassikere, du altid kan se, og 5 bud på nyere film, der er værd at trykke play på.
5 filmklassikere, du måske har glemt?
American Pie
I American Pie følger man sidsteårseleverne Jim, Oz, Kevin og Paul, der indgår en pakt om at miste deres mødom før, de afslutter high school.
Det går selvfølgelig ikke stille for sig, og filmen er fyldt med mange hylende morsomme – og tåkrummende pinlige – øjeblikke, der har gjort komedien fra 1999 til intet mindre end kult verden over (behøver vi skrive andet end tærten, webcam’et og Stifler’s mom?)
Se den på Netflix, Blockbuster eller Amazon Prime.
Tilbage til Fremtiden
Er du mere interesseret i en film hele familien kan nyde sammen, er Tilbage til Fremtiden et rigtigt godt bud.
Komedien fra 1985 handler om den 17-årige Marty McFly (charmerende spillet af Michael J. Fox), som ved et uheld sendes 30 år tilbage i tiden af sin gode ven, den excentriske videnskabsmand Doc Brown.
Der opstår ikke overraskende nogle komplikationer under tidsrejsen, og det umage par kæmper bogstaveligt talt mod tiden for at genoprette tidslinjen.
Se den på Viaplay, Amazon Prime eller Blockbuster.
28 Dage Senere
Alle har forskellige måder at håndtere den nuværende pandemi på, og har du brug for at udspille nogle indre skrækscenarier, findes der heldigvis rigtig mange film, der beskæftiger sig med virusser.
I en af de bedre virus/zombie-film, 28 Dage Senere, vågner hovedkarakteren Jim op efter 28 dage i koma og må indse, at verden er overtaget af aggressive, virusinficerede mennesker.
Sammen med andre overlevende forsøger han at finde et sikkert tilflugtssted.
Se den på Blockbuster, Viaplay eller Amazon Prime.
Chihiro og Heksene
I 2020 kunne Netflix annoncere, at de havde indgået en eksklusiv aftale med Studio Ghibli, der betyder at de mange legendariske japanske animationsfilm løbende kommer til streamingtjenesten.
En af dem, der allerede kan streames er den Oscar-vindende Chihiro og Heksene fra 2001.
I filmen møder vi pigen Chihiro, der ved et tilfælde ender i en magisk verden, som er styret af en heks, og herfra udfolder der sig et vidunderligt og til tider uhyggeligt eventyr.
Se den på Netflix.
Gladiator
Det ville ikke være en fuldkommen liste uden en film af episke propotioner, og det er Gladiator så sandelig.
Den romerske general Maximus står til at overtage tronen efter kejserens død, men den tidligere herskers magtsyge søn vælger i stedet at dømme ham til døden.
Det kommer han dog hurtigt til at fortryde, fordi Maximus vil have hævn … og det serveres for publikum med masser af følelser og blod.
Se den på Viaplay, Amazon Prime eller Blockbuster.
5 nye film, du skal se
Bohemian Rhapsody
Musik løfter humøret, og intet musik er mere opløftende end Queen.
Har du brug for at blive godt rystet igennem og skråle rastløsheden væk, skal du slå dig godt ned i sædet og tænde for det biografiske drama Bohemnian Rhapsody fra 2018.
Filmen fortæller historien om det legendariske britiske rockband Queen og ikke mindst forsangeren Freddie Mercury op til deres famøse optræden til Live Aid showet.
Et must-see uanset dit forhold til det verdensberømte band.
Viaplay, Blockbuster eller Amazon Prime.
Sådan Træner Du Din Drage 3
Sådan Træner Du Din Drage 3 er (sjovt nok) tredje film i fortællingen om vikingen Hikke og hans drage, Tandløs, som endnu en gang skal redde deres venner fra onde kræfter.
Denne gang er det den berygtede dragejæger Grimmel, som har svoret at udrydde alle natskygge-drager.
Det er måske en tegnefilm, men universet er fascinerende og underholdende nok til at kunne nydes af både børn og voksne.
Se den på Viaplay, Blockbuster eller Amazon Prime.
Zombieland: Double Tap
Når vi inkluderer en virusfilm under filmklassikerne, skal der næsten også en med under de nyere film.
Zombieland: Double Tap er efterfølgeren til etteren fra 2009, og selvom den ikke er helt på niveau med den første, kan man nemt bruge halvanden time i selskab med Columbus, Tallahassee, Wichita, and Little Rock igen.
Denne gang flytter firkløveren til en ny stat, mens de forsøger at holde hinanden ud – og muterede zombier væk.
Se den på Viaplay, Amazon Prime eller Blockbuster.
Dronningen
Den danske kæmpesucces, Dronningen, fortjener bestemt også en plads på listen.
Trænger du til noget drama i livet – eller en påmindelse om at familielivet kunne være meget værre – skal du blot følge Anne, der på overfladen lever det perfekte liv med mand og børn.
Det ændrer sig dog drastisk, da hun indleder en affære med sin 17-årige stedsøn Gustav, og familien bliver langsomt viklet ind i et spind af løgne og bedrag.
Se den på Viaplay eller Blockbuster
Green Book
En Oscar for bedste film, bedste manuskript og bedste mandlige birolle – for ikke at nævne en hovedrolle med Viggo Mortensen.
Green Book er på papiret en fantastisk film, og det lever den heldigvis også op til på skærmen.
Filmen omhandler den virkelige historie om et uventet venskab mellem en sofistikeret afroamerikansk kunstner og en italiensk-amerikansk mand fra arbejderklassen i 60’ernes raceadskilte USA og er fyldt med hjertevarme og musik.
Var du vild med De urørlige fra 2011, så vil du elske Green Book.
Se den på Viaplay, Blockbuster eller Amazon Prime.