Underholdning for hele familien: Nu genåbner Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum
Vi kan ikke være de eneste, der har savnet at dykke ned i kulturen og historien på de mange museer, der har været nødsaget til at holde lukket den seneste tid.
Men nu er der heldigvis godt nyt.
Allerede på onsdag, d. 21. april, kan både kunsthaller, biblioteker og landets museer igen slå dørene op for besøgende gæster.
På Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum er de også mere end klar til at genåbne porten til den store hangar i Vestbyen.
“Vi er endelig klar til at åbne igen på Forsvarsmuseet i Vestbyen på onsdag kl. 10.00 og byde vores gæster velkommen til en ny – omend forsinket sæson,” fortæller direktør for Aalborg Forsvars – og Garnisonsmuseum, Flemming Larsen.
Besøg på museet følger naturligvis de gældende retningslinjer og derfor kræver et besøg et gyldigt coronapas, som dokumenterer, at borgeren er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer (både PCR- og antigen-test).
En sikker tur på museet – for hele familien
På grund af corona har museet være lukket siden midten af december, men nu er chancen for et spændende besøg altså igen åben.
Museet har fremover åbent alle dage fra kl. 10.00-16.00, og der masser af gode grunde til at udforske de i alt 10.000 kvadratmeter på Skydebanevej – kun en kort gåtur fra området omkring Vestre Fjordpark.
“Vi glæder os til at byde både børn, forældre, bedsteforældre og andre nysgerrige velkommen og med egne øjne komme helt tæt på de mange udstillede genstande fra Hæren, Flyvevåbnet, Hjemmeværnet, Civilforsvaret, Beredskabet og Politiet,” siger Flemming Larsen.
Et historisk slaraffenland for både store og små
Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum er et helt særligt sted af flere årsager.
Det er det eneste museum i Danmark, hvor der vises udstillinger fra alle grene af det danske totalforsvar – lige fra Hæren, Flyvevåbnet, Jægerkorpset, Dronningens Livregiment og mange andre grene inden for det danske forsvars historie.
Derudover er selve museet et stykke dansk militærhistorie i sig selv, for kæmpehangaren, som i nutiden rummer de mange udstillinger, er nemlig opført af tyskerne i 1940 under besættelsen.
Det er et sandt slaraffenland for både store og små, og man kan opleve alt lige fra store jetfly, våben, motorcykler, kanoner, militærkøretøjer, uniformer og særudstillinger på nærmeste hold.
På museets område finder du også den tyske kommandobunker, som blev anvendt som føringshovedkvarter ved angreb mod vandflyvepladsen, og den kan du også udforske under besøget.
Særudstilling om politiet
Du har stadig mulighed for at se særudstillingen om politiets internering og deportation til koncentrationslejren Buchenwald 19. september 1944.
Udstillingen viser aktionen i Aalborg og private effekter fra politiassistent Gunnar Rudolf Hansen, som var én af de ca. 100 politifolk fra Aalborg, der blev sendt til koncentrationslejren Buchenwald.
“Vi vil også opfordre til, at man dykker yderligere ned i historien i vores temaudstillinger, som bl.a. tæller 2. Verdenskrig, tiden efter 2. Verdenskrig med “Tyske Flygtninge i Danmark” og “Den kolde Krig”,” forklarer Flemming.
Udover de helt særlige udstillinger, kan du naturligvis også stadig blive betaget af de mange andre køretøjer, der findes på museet.
Det vrimler med unikke militære køretøjer på de godt 10.000 kvadratmeter, hvor du finder alt fra motorcykler, jetfly og originale ambulancer fra de slesvigske krige.
I 2011 indviede man den nye hangar, hvor det også vrimler med alt fra de fineste røde brandbiler til pansrede køretøjer, som det danske forsvar har brugt i aktion igennem historien.
Det skal du være opmærksom på, når du besøger museet
Vær opmærksom på, at der stadig gælder visse restriktioner for at besøge museet.
De fremgår af store opslag ved museets indgang. Der skal dog bæres mundbind overalt inden for museet og der skal fremvises et “coronapas” for at få adgang til museet.
Entréen er 70 kr. for voksne og 35 kr. for børn.
Du finder Aalborg Forsvars – og Garnisonsmuseum på Skydebanevej 22, og de har åbent alle dage fra 10 – 16 (Fra 1/7 fra 10-17)
Du finder mere info her.