Truet af skolelukning: Ulsted kæmper for en lokal skole
Aalborg Kommune er lige nu i gang med en særdeles svær spareøvelse, som kan få store konsekvenser i de nordjyske lokalsamfund.
Op til 10 skoler i kommunen er lukningstruede, og én af dem er Ulsted Skole.
Som en af de landsbyer, der oplever særdeles positiv udvikling med tilflyttere og et blomstrende erhvervsliv, vil det have store konsekvenser, hvis den lokale skole lukkes.
Det forklarer Søren Brix Kjelgaard, der er bestyrelsesformand for skolen, og far til to døtre, som går der.
“Vi kan se konsekvensen af de såkaldte skolesammenlægninger i Aalborg by tidligere på året, hvilket har betydet skoleflugt fra andre områder i kommunen.
Forældre begynder at tænkte taktisk med at flytte deres børn til overbygningsskolerne tidligere end normalt for at sikre dem en plads på skolen.
Sker dette i Ulsted vil det få alvorlige konsekvenser for vores skole, da elevtallet vil falde hurtigere, end de bliver tilført ved naturlig skolestart,” forklarer han.
Overvejer en friskole
Det er ikke første gang, at Ulsted Skole er i spil til en skolelukning, og det er frustrerende for forældre og elever at blive kastet ud i uvished endnu engang, fortæller Søren Brix Kjelgaard.
Derfor håber de, at skolen består, men skolebestyrelsen har ikke tænkt sig at sidde og trille tommelfingre.
“Vi har i skolebestyrelsen besluttet at forfølge muligheden for etablering af en friskole, såfremt en skolelukning kommer på tale.
Vi planlægger at afsøge de muligheder, der måtte være enten for at fortsætte som kommunalskole, som en del af landbyskoleordningen, eller en friskole,” siger bestyrelsesformanden.
Som et led i denne proces har de etableret en støtteforening og skaffet midler via Sparekassen Danmarks Fonden Ulsted.
Har du lyst til at være med til at etablere en friskole i Ulsted?
Send en mail til ulstedfriskole@gmail.com eller kontakt Formand Peter Jensen på tlf. 51243551 eller Næstformand Søren Brix Kjelgaard på 40276152.
Næste skridt er at finde en gruppe borgere, der sammen med støtteforeningen og skolebestyrelsen vil undersøge muligheden for etablering af en friskole i Ulsted.
Søren Brix Kjelgaard understreger, at projektet ikke kun er relevant for Ulsted, men for hele området, og at de derfor meget gerne hører fra medborgere, der har lyst til at deltage i den spændende rejse, der potentielt starter.