Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

En by i positiv udvikling: I Ulsted blomstrer erhvervslivet

Af Nathalia Hentze Nielsen

På tværs af landet er det desværre en tendens, at de små unikke bysamfund afvikles, og folk rykker til de større byer.

Der er dog ingen regel uden undtagelser, og Ulsted skiller sig utvivlsomt ud fra mængden.

Den nordjyske landsby, der ligger omkring 20 minutters kørsel fra Aalborg, har et livligt byliv, og når de lokale selv skal beskrive deres by, er “driftig” og “positiv udvikling” ord, der går igen.

Byens erhvervsliv er i fremgang og udover at ansætte lokale fra Ulsted-området, har mange af virksomhederne også nemt ved at rekruttere folk fra større byer som Aalborg og Hjørring.

Én af dem er Christian Nielsen, der er afdelingsdirektør hos Sparekassen Danmarks lokale afdeling i Ulsted.

Her er de et stærkt team på seks rådgivere og en kundemedarbejder, der sidder klar til at hjælpe nye og eksisterende kunder. Medarbejderne bor blandt andet i Hou, Brønderslev, Hjallerup og, som Christian selv, i Aalborg.

“Jeg kan godt lide størrelsen på vores afdeling, og at man kan være tæt på de lokale kunder. De kan komme fysisk ind til os og snakke,” fortæller Christian Nielsen og tilføjer, at han også er vild med energien i byen.

“Der er ikke mange byer af denne størrelse, der får en ny padelbane,” siger afdelingsdirektøren med et smil.

Den nye padelbane og det aktive foreningsliv kan lade sig gøre fordi, at der findes en almennyttig fond, som støtter lokale initiativer; en fond, der blev dannet dengang Ulsted Sparekasse blev fusioneret med Sparekassen Danmark (dengang Sparekassen Vendsyssel).

En by i positiv udvikling: I Ulsted blomstrer erhvervslivet
Teamet hos Sparekassen Danmarks lokale afdeling i Ulsted.

Et rigere lokalsamfund

Sparekassen Danmark har sine rødder helt tilbage i 1874, da det hed Ulsted Sparekasse, og der er dermed tale om en forankret institution i Ulsted – men nyere succeshistorie er der skam også flere af, og ét af dem er Friplejehjemmet.

Ulsted Friplejehjem åbnede for beboere i 2022 efter, at byen i flere år måtte undvære sit eget plejehjem, og man mærker tydeligt, der ligger meget hjerteblod i projektet.

“Jeg var med til at starte friplejehjemmet op, da idéen blev foreslået i 2019, og i 2022 kom jeg så til jobsamtale, fordi de havde brug for en forstander.

Egentligt var jeg glad for at være, hvor jeg var, men jeg takkede ja og har ikke fortrudt det, selvom det er rigtigt hårdt arbejde.

At starte et friplejehjem er ikke noget man kommer sovende til, men man bliver rigere af det som lokalsamfund,” siger Karin Nielsen, der er forstander på Ulsted Friplejehjem.

En by i positiv udvikling: I Ulsted blomstrer erhvervslivet
Vægmaleri på Ulsted Friplejehjem.

De første beboere flyttede ind i oktober 2022. Efter lidt dødvande de efterfølgende måneder betød et succesfuldt åbent hus arrangement, at der hurtigt blev fyldt op.

Nu er der endda venteliste.

Spurgt ind til, hvorfor hun tror, at der er så stor efterspørgsel på at bo på friplejehjemmet, gengiver Karin, hvad de får at vide fra de ældre.

“De fortæller os, at de føler sig velkomne fra de træder ind ad døren, og at de bliver respekteret som de selvstændige mennesker, de stadig er.

Selvom man er 98 år og glemmer ting, er man stadig sit eget menneske, og det er vigtigt at respektere det,” uddyber hun.

Det er heller ikke kun de ældre, der føler sig godt tilpas; da Ulsted Friplejehjem slog en jobopstilling op i den lokale Facebook gruppe fik de 40 ansøgninger på fem dage, og da den blev delt på Jobnet, kom der yderligere 40.

“Jeg forventer ikke at få personaleproblemer med det samme,” fortæller Karin og griner.

En by i positiv udvikling: I Ulsted blomstrer erhvervslivet
På friplejehjemmet gør de meget ud af at skabe hyggelige rammer.

Ansætter lokalt

Hele filosofien med Ulsted Friplejehjem har været, at når du bor i Ulsted, skal du også kunne komme på plejehjem i Ulsted, og det går også igen i resten af byens selvopfattelse.

Hvis du bor i Ulsted, skal du finde de ting og services, du har behov for i byen, og du skal også kunne have din daglige arbejdsgang der.

Derfor har én af byens ældste virksomheder, Ulsted Autohandel, også kunne blomstre og gå fra en lille bilhandel til en stor og indbydende forretning, der i 2022 blev kåret som den bedste Mazda-forhandler i Danmark.

“Autohandlen blev startet i 1952 af Reinhard Jensen, siden overtog sønnerne Torben og Bjarne Jensen. Og i 2015 overtager Brian Olsen, Peter Jacobsen og jeg så,” fortæller Hanne Jokumsen, der er medindehaver af Ulsted Autohandel, og tilføjer:

“Vi har kørt firmaet videre i Torben og Bjarnes ånd. Autohandlen er kendt for kvalitet og service, og at alle skal føle sig velkomne.

Vores medarbejdere er nøglen til vores succes, og de har også været her i rigtig mange år,” forklarer hun.

Imponerende nok kan flere af Ulsted Autohandels medarbejdere fejre både 30, 40 og 50 års jubilæum, og det er blandt andet et resultat af, at de ansætter lokalt.

“Vi har også lærlinge fra lokalområdet og går meget op i beholde dem, vi udlærer.”

Fællesskab og tryghed

Selvom Christian, Karin og Hanne arbejder inden for vidt forskellige områder og lever vidt forskellige liv i og udenfor Ulsted, er de alle enige om hvert fald én ting:

Det er fedt, at en lille by som Ulsted formår at have så mange arbejdspladser.

Og den positive udvikling i erhvervslivet er endnu et aspekt af landsbylivet, der gør at Ulsted kan leve op til værdierne “fællesskab og tryghed.”

Du kan læse meget mere om livet i Ulsted her.

Del artikel

Andre læser også