Har høstet gode anmeldelser: Ny krimi udspiller sig i Aalborg-området

I en tid, hvor ChatGPT nok snart er forfatter til langt det meste, der produceres, er det endnu vigtigere at hylde dem, der rent faktisk stadig insisterer på at researche og skrive alting selv.
Det gør Ulrik Lauritzen, der er højaktuel med sin nyeste krimi Ariadnes Tråd, som er første bog i en kommende krimiserie.
Inden denne var han også manden bag den anmelderroste trilogi, der gik under titlerne Flod, Dæmon og Dødsstriben.

Trilogien foregik ved Vesterhavet, men både karakterer og geografi er nu blevet udskiftet i Ulriks nyeste skud på stammen.
Denne gang er ondskaben flyttet til Nordjylland – nærmere bestemt Skørping og af naturlige årsager dermed også Aalborg.
I disse områder, som de fleste læsere af MigogAalborg nok er bekendt med, udspiller der sig en psykologisk skrækhistorie, som allerede har fået virkelig gode anmeldelser.
Om Ariadnes Tråd:
En kold efterårsaften bliver drabschef Thomas Natland kaldt ud til et drab i en udbrændt ruin. Langs væggene og hen over murbrokkerne løber et rødt stykke garn. Kriminalteknikere finder DNA fra en engelsk kvinde dræbt tyve år tidligere.
Sammen med sin kollega Loucie Arnaud rejser Thomas til England for at følge i kvindens spor og tale med psykiateren fra en afdeling, hvor man eksperimenterede med rollespil i behandlingen af psykotiske patienter. Han fortæller, at kvinden udskrev sig selv efter et seksuelt overgreb i hospitalets kælder, hvor patienter genoplivede en gammel fortælling om labyrinter og monstre. Hun flygtede til Danmark, hvor hun fødte en søn. Ingen ved, hvad der blev af ham.
I Danmark afhører politiet den lokale mand, der blev dømt for drabet på kvinden, uden at finde en forbindelse til det nye drab. Tolv års fængsel har ændret hans liv, og han fortæller kun nødtvungent om tiden, hvor han og kvinden delte et altødelæggende misbrug. Han husker dog, at kvindens søn levede en skyggetilværelse på husets første sal.
Få dage senere bliver endnu en mand dræbt. Denne gang har gerningsmanden lagt en hilsen til Loucie, og Thomas er tvunget til at undersøge sin kollegas fortid som plejebarn. Han er overbevist om, at drabsmanden skal findes blandt dem, hun delte sin ungdom med.
Ulrik Lauritzen havde sin skønlitterære debut i 2021 med Flod. I 2022 fulgte Dæmon, og i 2023 fuldendte han krimitrilogien med Dødsstriben. Bøgerne væver fortiden og aktuelle emner sammen og altid med blik for, hvordan verdenshistorien påvirker livet i små, isolerede samfund.
Hans interesse for især at skildre menneskers forhold til ondskab stammer fra uddannelsen som dansk- og psykologilærer. Denne interesse er også en drivkraft i Ariadnes tråd. Forfatterskabet henvender sig bredt til krimilæsere og altid med et ønske om at give læserne bøger, der tør dykke ned i karaktererne og udforske deres skyldplagede indre.
Fra arbejdsløs til forfatter
For Ulrik Lauritzen var Nordjylland som gerningssted helt oplagt.
“Jeg er oprindeligt fra Vejen, vest for Kolding, men har de sidste 30 år boet og arbejdet i Nordjylland,” fortæller han til MigogAalborg.
Som så mange andre var det et studie, der trak Ulrik til Aalborg, hvor hans interesse for sproget kunne dyrkes og udforskes.
Som resultat af dette er han i dag cand.mag. i både dansk og psykologi, hvilket har givet ham nogle virkelig gode forudsætninger for at udvikle sig som krimiforfatter.
“Det var faktisk en lang arbejdsløshedsperiode, der skubbede mig ind i forfatterskabet,” indrømmer han.

“Det er meget almindeligt, når man er uddannet inden for humaniora. Der er ikke mange jobs her nordpå, hvor jeg samtidig gerne ville blive,” siger han.
Af den grund begyndte Ulrik sit forfatterskab, og selvom han den dag i dag har fået et job, har glæden ved at skrive bøger fastholdt ham i interessen.
En krimi bliver til
Inspirationen til Ulrik Lauritzens første bøger ligger tæt på hans egen familiehistorie.
Hans morfar var kriminalbetjent under 2. verdenskrig, og den viden – og de fortællinger, han voksede op med – blev et naturligt afsæt for de første romaner.
“Jeg kendte hans historie, og jeg vidste, hvad både han og min mormor havde været igennem,” fortæller Ulrik.
Med Ariadnes Tråd har han imidlertid bevidst valgt at bevæge sig væk fra Vesterhavets åbne landskaber og ind i Nordjylland, hvor naturen og stemningen er en helt anden.
Skørping-området, Rold Skov og de omkringliggende egne danner rammen om historien – og selvom han aldrig selv har boet netop dér, er det også en af grundene til, at det blev her.
“Der er noget dragende ved steder, man ikke kender helt indgående. Det giver en særlig mystik, og Skørping-området har mange steder, der næsten tigger om at blive brugt i en krimi,” siger han.

Især det gamle sanatorium – også kendt som fryseslottet – vakte hans interesse.
Et sted med en fortid præget af tuberkulosebehandling, eksperimenter og en lang række historier, som ifølge Ulrik aldrig helt er blevet fortalt færdig.
“Det er et klassisk krimigreb, men det fungerer, fordi stedet allerede rummer så meget i sig selv. Jeg har været mere optaget af at give det dybde og gøre det personligt for karaktererne fremfor at opfinde noget helt nyt,” siger han.
En krimi med mange psykologiske lag
Ulrik Lauritzens baggrund som cand.mag. i både dansk og psykologi spiller en tydelig rolle i romanen.
Psykologien fylder markant mere end i mange traditionelle krimier, og ondskaben opstår ikke kun gennem handlinger, men gennem mennesker, relationer og tidligere valg.
Det er nemlig det, som de fleste læsere finder interessant, mener Ulrik.
“Jeg er meget optaget af, hvad der sker med mennesker, når systemer fejler, og hvordan skam og hævn kan vokse frem i små samfund, hvor alle kender hinanden,” forklarer han.
En væsentlig del af romanens omdrejningspunkt kredser om psykiatriske eksperimenter og anti-psykiatri, hvor patienter tidligere blev udsat for behandlingsformer, der i dag virker direkte uhyrlige.
Her har Ulrik igen brugt lang tid på research for at sikre, at fortællingen hviler på noget, der også har afsæt i virkeligheden.
“Når der finder et drab sted i Skørping, er det jo også vigtigt, at det er kriminalpolitiet fra Aalborg, der tager sig af sagen – for sådan fungerer det.
Jeg ville aldrig turde skrive, at en landbetjent fra Skørping blev ringet derud, for så ville jeg få folk på nakken,” siger han med et grin.

Krimien følger et hold på fire efterforskere fra Aalborg, og læseren kommer hurtigt tæt på deres private liv.
I første bog er det især drabschef Thomas Natland, der er i fokus.
En mand, der kæmper med sorgen efter sin kones død og en datter, der er indlagt i psykiatrien.
“Det er vigtigt for mig, at karaktererne ikke bare er funktioner i en historie. Man skal have lyst til at følge dem videre, også når sagen er afsluttet,” siger Ulrik.
Gør sig altid umage
Netop karakterarbejdet er noget af det, anmelderne har hæftet sig ved.
Flere bloggere peger på de psykologiske lag og på, at karaktererne står tydeligere end selve plottet.
Ulrik Lauritzen er fuldt bevidst om, at han bevæger sig i en genre, hvor tempo og udgivelsesfrekvens ofte er høj.
Men det er ikke et vilkår, han ønsker at lade styre sit arbejde.
“Jeg skriver researchtungt, og det kan man ikke, hvis man skal levere to bøger om året. Jeg vil hellere bruge den tid, det kræver, og lave noget, der er ordentligt gennemarbejdet.”
I dag arbejder Ulrik som underviser i kommunikation på FGU, og forfatterskabet er ikke drevet af økonomiske ambitioner.
“Hvis man vil tjene penge, er det her det forkerte valg. For mig er arbejdet i sig selv belønningen.”
Flot anerkendelse
Heldigvis er der mange, der sætter pris på Ulriks arbejde.
“Jeg har flere redaktører på, når jeg arbejder med bøger, som løbende giver mig kritik. Det giver rigtig meget,” slår han fast.
Hans bøger har da også modtaget flere flotte lektørudtalelser, der netop peger på det gode håndværk som hans store styrke.
De samme lektørudtalelser er også en af grundene til, at bibliotekerne bestiller store partier af dem hjem.
“Bare det at blive godkendt til at udkomme på bibliotekerne er en stor ting for en forfatter. Så det giver mig klart blod på tanden til at fortsætte,” siger han.
Ariadnes Tråd er første bog i den nye serie, der ifølge Ulrik endnu ikke har en udløbsdato.
“Denne gang har jeg sørget for en serie, der ikke behøver at slutte efter et bestemt antal. Så jeg er allerede godt i gang med de næste,” slutter han hemmelighedsfuldt.