Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efterlyser private udlejere: Over 4000 ukrainske flygtninge ventes til Aalborg

Af Michael Qureshi

Regeringen oplyste på pressemøde d. 25. marts 2022, at regeringen forventede, at der vil komme op mod 100.000 fordrevne ukrainere til Danmark som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Der er jo desværre ikke noget, der tyder på, at den ubærlige situation i Ukraine ændrer sig foreløbig. Er regeringens forudsigelse korrekt, vil det svare til, at vi i Aalborg Kommune skal modtage og finde bolig til ca. 4.400 fordrevne ukrainere,” fortæller rådmand Nuuradiin S. Hussein, Job og Velfærd.

De mange nye borgere i kommunen vil ifølge rådmanden alt andet lige lægge et stort pres på boligmarkedet i hele kommunen.

Kommunen er ved at undersøge muligheden for at oprette 1-2 modtagecentre.

Men de vil realistisk set kun kunne huse mellem 500-600 personer.

Efterlyser private udlejere: Over 4000 ukrainske flygtninge ventes til Aalborg
Nuuradiin S. Hussein
Aalborg Kommune.
Foto: © Lars Horn / Baghuset.

Appel til private udlejere

Derfor kommer rådmanden med en appel til de private udlejere i kommunen om at kontakte kommunens boliganvisning, hvis man har lejemål, der kan indgå i puljen af boliger til de ukrainske flygtninge.

“For os er det vigtigt hurtigt at få skabt ro om familiernes situation. Derfor er vores ambition så vidt muligt at finde en permanent bolig til så mange af ukrainerne som muligt.

Vi ved, at mange private udlejere er interesserede i at hjælpe i den nuværende situation, så det er vigtigt for os, at de henvender sig, så vi kan få en dialog om et samarbejde”, forklarer rådmanden. 

Der er behov for alle typer af boliger. Kommunen vil derfor gerne kunne formidle kontakt til flere private udlejere.

En særlig udfordring er at skrue nogle lejemål sammen, der har en husleje, der er til at betale for de nytilkomne.

“Mange der kommer her til er jo reelt eneforsørgere, da manden jo er blevet tilbage i Ukraine.

Det kan være en udfordring i forhold til økonomien, men omvendt måske give nogle muligheder for at to veninder f.eks. går sammen om at dele en lejlighed. Det er noget af det, som vi vil arbejde med”, fortæller Nuuradiin S. Hussein.

Rådmanden mødes derudover mandag med kommunens almene boligforeninger for at drøfte mulighederne for at skaffe boliger.

“Vi har nogle boligforeninger her i kommunen, der på andre områder har vist, at de er gode til at finde løsninger. Samtidig er de vigtige partnere for kommunen i forhold til at sikre, at de nytilkomne ukrainere lander godt ude i boligområderne”, afslutter Nuuradiin S. Hussein.