Lastbil brudt sammen: Uheld aflyser stort event lørdag
Hvis du var én af dem, der havde set frem til at bruge din lørdag på et det berømte Hello Vintage Marked, så er der dårligt nyt!
Eventet skulle være afholdt i Freja Hallen på Vestre Fjordvej 15 i dag, lørdag klokken 12-16, men nu er det aflyst.
Det skriver arrangørene bag eventet.
Årsagen til aflysningen er, at én af de flyttebiler, der var fyldt med det vintagetøj, der skulle sælges til eventet, gik i stykker fredag aften på vej til Aalborg.
Bilen står derfor stadig på Sjælland, og det er ikke lykkedes arrangørene at finde en anden flyttebil til opgaven, selvom de har forsøgt hele natten igennem.
“Vi beklager igen mange gange for vores uheld, og vil prioritere et nyt besøg i Aalborg så hurtigt som muligt,” skriver Hello Vintage.
De mange, der på forhånd har købt entrébillet, vil naturligvis få billettens beløb retur.
Et kæmpe trækplaster
Eventet plejer at skabe kæmpekøer i byen, og trække folk til fra hele området omkring Aalborg.
Konceptet er simpelt, og ret genialt: Tænk en slikbutik, bare med vintagetøj.
Her kan man finde sine favoritter blandt stativerne og derefter betale efter vægt.
Her er der altså rig mulighed for at fylde posen med fede styles uden at sprænge budgettet.
Der var samlet intet mindre end 2,5 tons håndplukket vintage og secondhand fra 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne.
Alt fra hoodies og graphic tees til Levi’s jeans, kjoler, skjorter og accessories.
Nu er eventet desværre aflyst, men arrangørerne tilføjer, at det er lykkedes dem at finde en flyttebil, der kan overtage opgaven, således at det planlagte event i Herning søndag den 3. maj fortsat afholdes efter planen.
Heldigvis er der masser af andre oplevelser i Aalborg, du kan tage til i stedet for. Se herunder:
Læs også: Perfekt lørdag i Aalborg: Alt det her kan du opleve i dag