Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens tip: Julen har indtaget menukortet på Café Peace

Af Emil Kjær Jørgensen

De medvirkende i Ugens Tip er alle udvalgt af redaktionen, og ingen af stederne har betalt for at være med. 

Indrømmet. Vi elsker jul her på MigogAalborg.

Det afspejler sig måske også en smule i vores nyeste tiltag, Ugens tip, hvor vi indtil videre har tippet jer om Grillen Burgerbars vilde andeburger og Duus Vinkjælders overdådige julebuffet.

De to tip er stadig højaktuelle, og har du endnu ikke sat tænderne i dem, er det bare at komme afsted.

Og minsandten om vi ikke også fortsætter i juletemaet i denne uge.

Ugens tip er det spritnye julemenukort på Café Peace … for er du endnu ikke kommet i julestemning af burgeren på Grillen og buffeten på Duus, så vil vi næsten garantere, at det kommer til at ske her.

Menukortet er nemlig blevet opgraderet med juleretter som braiserede svinekæber, andeburger- og sandwich, juleplatte og ikke mindst syndige fristelser som æbleskiver, norske klejner og risalamande.

De våde varer har også fået en juleopgradering i form af gløgg, Grimbergen Nöel og Jacobsen Golden Naked Christmas Ale.

Julemaden kan selvfølgelig også opgraderes med snaps – Aalborg Taffel, Linie Akvavit og O.P. Anderson Juleakvavit.

Ugens tip: Julen har indtaget menukortet på Café Peace

Rammerne for julemåltidet er også sat, og Café Peace lyser endnu engang op på den vintermørke Boulevard.

Overdådig juleplatte i vente

Der er altså nok at hoppe ombord i på kortet, og vi har (indtil videre) smagt os igennem juleplatten, andeburgeren og den frokostvenlige andesandwich.

Juleplatten koster 169 kr., hvilket er en virkelig dejlig, nordjysk pris for at indtage alt, hvad julehjertet begærer.

Den består af marinerede sild med hjemmelavet karrysalat & tilbehør, paneret rødspætte med grov remoulade & citron, økoæg & store rejer, stegt medister med grovsennep & vendsysselsk grønlangkål, confiteret juleand med råsyltet rødkål, frisk grønkålssalat med granatæble & appelsin-vinaigrette, arla unika “den hvide dame” med syltede hyben & rugkiks, kokkens risalamande med kirsebær i rom fra hybengården. Hertil brød & ryå smør.

Som beskrivelsen også afslører, er store dele af platten med hjemmelavede elementer, og det kan virkelig smages.

Ugens tip: Julen har indtaget menukortet på Café Peace

De enkelte retter er sirligt opdelt, så den kraftige smag fra silden ikke pludselig blander sig med fiskefileten –  godt tænkt!

Det hele smager lige som det skal, og det er ret genialt, at man kan blive tilfredsstillet af alle julens smage på én gang – og ovenikøbet også med hjemmelavet og perfekt vaniljeafstemt risalamande som den sikre afslutter.

WE LIKE!

Confiteret and er en sikker vinder

Vi har før proklameret, at hvis du endnu ikke kender til confiteret and, så fortjener du næsten at blive kogt i dit eget fedt … for det er netop, hvad andekødet er gået igennem for at blive så mørt, at du kan spise det uden gebis.

På Café Peace kan du få den overdådige spise som en sandwich; Confit de canard, som er confiteret and med julesmage, dijonmayo, frisk salat, tomat & råsyltet rødkål.

Den koster 109 kr. og kan nydes indtil klokken 17.00 hver dag.

Ugens tip: Julen har indtaget menukortet på Café Peace

Storebroderen hedder Gourmet And  og er en andeburger i en briochebolle med confiteret juleand, dijonmayo, råsyltet rødkål, syltede rødløg, tomat & frisk salat.

Den kan nydes fra kl. 11.00 og frem til lukketid, koster 145 kr. og den akkompagneres af sprøde fritter og aïoli.

Ugens tip: Julen har indtaget menukortet på Café Peace

Har du noget vigtigt på programmet efter besøget på Café Peace, vil vi anbefale sandwichen, da den stiller sulten, og tilfredsstiller jule-smagsløgene, uden du for alvor rammer mad-muren.

Skal du derimod hjem og flade ud på sofaen, ville vi nok gå efter burgeren, hvor briochebolle, confiteret and og sprøde fritter nok skal gøre dig overordentligt mæt.

Begge varianter smager så juleenglene synger, og der er perfekt balance mellem de fem grundsmage.

Med andre ord er Peace det oplagte sted at lade julefreden sænke sig.

Julen er (også) en travl tid på Café Peace, så de ANDbefaler, at du bestiller bord.

Hvad: Ugens tip: Julekortet på Peace
Hvor: Café Peace, Boulevarden 4, 9000 Aalborg
Hvornår: Alle dage frem til jul (til og med 23. december)

Find mere info her.

Del artikel

Andre læser også