Udvider genialt koncept: Meny Aalborg Kennedy klar med Tartelet-tirsdag


Nogen tar’ det tungt, andre tar’teletter – og hos Meny Aalborg Kennedy tager de det alvorligt.
De har nemlig valgt at dedikere en hel dag til en af danskernes absolutte favoritretter – tarteletter.
Ganske enkelt betyder det, at du fremover hver tirsdag – hele dagen i delikatessen kan få deres populære tarteletfyld til kun 5 kr pr. 100g.
Det lækre fyld er pakket i bakker i forskellige størrelser, som du hurtigt og nemt kan snuppe med hjem til både den store og lille sult.
Tarteletfyldet er selvfølgelig hjemmelavet helt fra bunden, og det smager lige som det skal – og mere til hvis du spørger os.
Men inden du smutter hjem og luner den hjertevarme ret, skal du huske tarteletskaller. Her sørger delikatessen for sprøde luksusskaller til en god pris.

Frikadelle-dagens lillesøster
Michael Andersen, købmand i Meny Aalborg Kennedy, glæder sig til at komme i gang med det nye initiativ.
”Siden april sidste år har vi haft stor succes med vores ”Frikadelle-dag” hver torsdag, hvor vi langer i omegnen af 2000 frikadeller over disken hver uge. Vi håber at frikadellernes nye søster ”Tartelet-tirsdag” bliver en lige så stor succes.
Vi har længe solgt vores hjemmelavede tarteletfyld i delikatessen, men aldrig på en fast ugedag. Men nu er det altså blevet så stor en succes, at vi har måttet dedikere en hel dag.

Tarteletter er noget næsten alle elsker – både unge og ældre. Derudover er det nem, lækker og hurtig aftensmad til en pris hvor alle kan være med,” fortæller han.
Sidste år skrev vi om de lækre lune deller, som du kan få hver torsdag fra 11-17 for kun 5 kr.
Hvad: Tartelet tirsdag
Hvor: Delikatessen i Meny i Kennedy Arkaden – 9000 Aalborg
Hvornår: Hver tirsdag – Hele dagen