Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vokseværk: Driftig aalborgensisk arkitektvirksomhed udvider ejerkredsen

Af Redaktionen

Bo Wiener træder ind og supplerer Jan Krogh og Michael Glad i ejerkredsen hos Krogh Arkitektur a/s, der får stadig mere fokus på barmark-til-bolig-projekter.

Men hvor alt fra børnehaver over firmadomiciler til kirkerelaterede byggerier hører til de mangeartede opgaver for den prisbelønnede tegnestue.

Det skriver man i en pressemeddelelse.

Pr. 1. januar er 49-årige Bo Wiener indtrådt i ejerkredsen, der leder og sætter retning for Krogh Arkitektur i Aalborg.

Arkitektfirmaet med adresse på Ved Stranden i Aalborg centrum tæller i alt 12 medarbejdere, bestående af bl.a. 10 veluddannede og alsidige arkitekter og bygningskonstruktører.

Krogh Arkitektur blev for knap fem år siden stiftet af den nu 66-årige arkitekt Jan Krogh, der allerede solgte andele til nu 35-årige Michael Glad i 2019.

“Først og fremmest har Michael og jeg ønsket at udvide ejerkredsen for at få flere faglige kompetencer ind i ejerleder-kredsen.

Her har vi gennem de foreløbig fire år, som Bo allerede har arbejdet hos os, værdsat hans faglige viden, ansvarlighed, arbejdsevne samt hans store kontaktflade indenfor offentligt byggeri,” forklarer Jan Krogh.

Får større ansvarsområde

Forud for Krogh Arkitektur var Jan Krogh i 9 år medejer af KPF Arkitekter men effektuerede så ønsket om at samle et ungt flittigt team, der i højere grad fokuserede på at sætte en personlig streg i forhold til den nordiske arkitektur-tradition, ”Arkitektur med kant,” som de kalder det.

“Jan er jo stadig den, der henter flest opgaver til kontoret og sætter firmaets overordnede retning med sin sikre streg.

Bo skaber med sin faglige baggrund tryghed for kunderne ved at kvalitetssikre konstruktionerne, når det kunstneriske er på plads. Med kombinationen af forskellig erfaring og fornyelse fortsætter vi sikkert fremad,” supplerer medejer Michael Glad, der blandt sine egne styrker bl.a. fremhæves for sin begejstrede indsigt i de nyeste teknikker inden for f.eks. 3D tegning.

“Jeg glæder mig til at påtage mig det større ansvar og være med til at sætte kursen for tegnestuens fremtidsplaner. Tre par ledelsesøjne ser bedre end to par,” lyder det fra den nye medejer,” Bo Wiener.

Flere muskler

Bo Wiener, der er uddannet bygningskonstruktør, byggeøkonom og helt oprindeligt tømrer blev allerede i 2017 en del af Krogh Arkitektur efter 10 forudgående år hos KPF Arkitekter.

Han har i de senere år som projektchef tilført arkitektfirmaet yderligere muskler også administrativt og prissætningsmæssigt på kundens vegne samt stadig flere offentlige opgaver bl.a. moderne præstegårde og sognebyggerier, der bliver meget rost for at korrespondere flot arkitektonisk med omgivelserne og kontekst.

F.eks. Kirkens Hus i Nørresundby, der i 2020 blev præmieret af Aalborg Kommune ”for renovering og udvidelse i fint samspil med det eksisterende menighedshus”

Men ellers er det bl.a. boligudvikling i mange størrelser og til forskellige pengepunge, der er en af Krogh Arkitekturs spidskompetencer.

I de senere år i stadig højere grad projektbyggerier, hvor Krogh Arkitektur enten selv har identificeret en relevant byggegrund evt. bar mark og projekteret et byggeri sammen med en investor – eller af investor eller grundejer er inddraget til at etablere den rette arkitektoniske løsning, der samtidig lever op til budget.

Det gælder f.eks. de 427 forskelligartede lejeboliger Sofiedalen i Aalborgs vestligste del sammen med Pensam, og i den anden ende størrelsemæssigt f.eks. det hyggelige Lille Bygaden-gårdmiljø i samspil med stuehus, i alt 21 boliger i Hasseris.

Men Krogh Arkitektur har f.eks. også tegnet et af Randers højeste boligbyggerier på 10 og 12 etager i udviklingsområdet Sporbyen, der er under etablering.

Jan Krogh pointerer, at ejerkredsudvidelsen på længere sigt også giver mening i forhold til et generationsskifte, der selvfølgelig venter længere ud i fremtiden – men dog tidligst om 6-7 år.

“Jeg glæder mig stadig hver morgen til dagens opgaver og udfordringer her i firmaet – og ikke mindst til dialogen med kunder og den kreative proces med vores mange dygtige medarbejdere her i firmaet,” siger hovedaktionæren.

Selv har Krogh Arkitektur til huse på 5. og dermed øverste etage i ejendommen Ved Stranden 22, som Jan Krogh selv i sin tid selv var med til at tegne, og som er belønnet af Aalborg Kommune ”for godt og smukt byggeri”.

Del artikel

Andre læser også