Udvalgt blandt 578 ansøgere: Nye mødesteder på vej i Aalborg
Tre steder i Aalborg kan man juble, efter at Realdania anden gang har inviteret landets fællesskaber og foreninger til at byde ind med gode ideer, der kan skabe nye, lokale samlingspunkter.
Fællesskaberne har kunnet vælge mellem fire små, åbne fælleshuse og pavilloner, der primært er bygget i træ.
Og efter en grundig udvælgelsesproces blandt hele 578 ansøgninger, har 50 fællesskaber over hele landet netop fået besked om, at de har fået bevilget et mødested.
Og tre af stederne ligger altså i Aalborg:
Boksen
En gruppe unge fra Ungdomskulturhuset Blok X, Ungekunstværkstedet Street Station samt Kulturskolen i Aalborg vil skabe et nyt mødested, hvor kreative unge i Aalborg kan mødes om projekter på tværs af kunstarter og interesser som kunst, teater, design, gaming, sundhed og demokrati.
Mødestedet skal være et sted, hvor unge fra forskellige kreative miljøer kan støde sammen på tværs og finde ligesindede.
Mødestedet placeres i Karolinelund, hvor der ikke er langt til kulturhusene og kunstskolen, og hvor der også finder andre kulturelle aktiviteter sted.

Fællesskabet har valgt huset af typen ”Værkstedet”
Nørre Uttrup Bydels-tag
Idrætsforeningen, skolen og fritidsordningen i Nørre Uttrup samt børnehaven Solsiden og den lokale beboersammenslutning Kickstart 9400 har siden 2022 arbejdet på at etablere et ”bydelsrum” for børn og unge ved skolen og idrætsforeningen.
Drømmen er at etablere et overdækket mødested i området, der skal være med til at udvide brugerkredsen og fællesskabet ved at skabe rammerne for mere hygge og flere sociale aktiviteter end idræt.

Fællesskabet har valgt huset af typen ”Fællestaget”
Læs også: Hele verden kigger på Aalborg: “Kan blive et springbræt til noget endnu større” Udestuen
I Aalborg Øst ligger Afdeling 42 i Himmerland Boligforening, som består af 94 boliger – heraf 22 ungdomsboliger.
I de seneste år er beboerne begyndt at mødes mere med hinanden, og drømmen er, at det nye mødested skal skabe de faste rammer, der kan styrke det spirende fællesskab og få flere med.
Mødestedet er tænkt som et sted for hverdagsmøder og aktiviteter, der spænder fra brætspilsaften til sammenskudsgilde, og som kan lokke såvel børnefamilier som enlige beboere med.

Fællesskabet har valgt huset af typen ”Udestuen”
Bedre livskvalitet
Hos Realdania glæder man sig over den store bunke af ansøgere:
“Det er fantastisk, at der findes så mange folk i hele landet, som gerne vil hinanden.
Vi ved fra vores meget omfattende undersøgelse af danskernes livskvalitet, at selv et hej eller en hurtig snak kan gøre en stor forskel for vores trivsel i hverdagen.
Derfor er det vigtigt, at der findes nogle steder, hvor vi kan mødes og skabe relationer – og nogle ildsjæle, der har lyst til at fylde dem med liv.
Og derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu kan støtte yderligere 50 lokale og vidt forskellige fællesskaber ved at give dem tag over hovedet,” siger Nina Kovsted Helk, der er adm. direktør i Realdania.