Udpeger borgmesterkandidat: Socialdemokratiet og Moderaterne i Aalborg går sammen

Socialdemokratiet og Moderaterne i Aalborg Kommune har netop meldt ud, at de går sammen i et fælles valgforbund frem mod kommunalvalget i 2025.
Samtidig står det klart, at begge partier peger på Lasse Frimand Jensen som borgmesterkandidat.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
De fortæller at det nye samarbejde mellem Socialdemokratiet med borgmester Lasse Frimand Jensen og Moderaterne med folketingspolitiker Mohammad Rona i spidsen bygger på en fælles politisk retning og ambitionen om at udvikle Aalborg i en positiv og inkluderende retning.
Vil styrke både velfærd og erhvervsliv
Både erhvervslivet og velfærden skal have et løft – og det ene kan ikke stå uden det andet, mener parterne.
“Vi deler en grundlæggende forståelse: At stærk velfærd og et dynamisk erhvervsliv er hinandens forudsætninger. Vi ønsker at gøre Aalborg endnu mere attraktiv som by og kommune – både for dem, der bor her, dem der driver virksomhed og dem der overvejer at gøre begge dele.”
Det indebærer blandt andet flere arbejdspladser, bedre rammer for iværksætteri og fokus på tilstrækkelig arbejdskraft.
“Derfor arbejder vi sammen for at skabe flere arbejdspladser, styrke iværksætterkulturen og sikre, at virksomhederne har adgang til den arbejdskraft, de har brug for. Vi tror på, at vækst og velstand skal bruges til at investere i vores børnefamilier, vores ældre og vores fælles fremtid.”
Klar melding om tryghed og fællesskab
Mangfoldighed er en vigtig del af Aalborgs identitet, mener de to partier, men de ønsker også at sende en klar besked til dem, der ikke respekterer fællesskabet.
“Vi er stolte af, at Aalborg er en mangfoldig kommune med hele 145 forskellige nationaliteter. Det er en styrke. Vi tror på respekt og tolerance – men vi har ikke tolerance over for det, der truer vores fællesskab. Derfor siger vi klart: Kriminelle, der er dømt til udvisning, men som fortsat skaber utryghed i vores by, skal ikke blive ved med at sætte fællesskabet over styr. Det skal stoppes.”
Fem borgerlige partier meldte i slutningen af maj ud, at de er gået sammen i et såkaldt teknisk valgforbund i Aalborg.
De har endnu ikke offenliggjort deres bud på en borgmesterkandidat.
