Det store overblik for Aalborg: Kom til åbent hus på drømmestudiet i januar

New year, new me.
Sådan lyder det ofte, når nytårsfesten er veloverstået og et nyt år begynder.
Typisk betyder det, at man går fuldstændig amok med enten løb eller styrketræning, eller måske stopper du helt med at spise sukker.
For andre betyder det, at man skal have bedre styr på fremtiden – og det kan man jo passende gøre ved at tage en spændende uddannelse.
Måske er du netop gået ind i det sidste halve år af din skolegang og går og overvejer dine mange fremtidsmuligheder.
Måske er det blevet tid til at prøve noget nyt.
Her i denne guide får du et overblik over, hvornår der er åbent hus på en række ungdomsuddannelser i Aalborg i januar.
Det er nemlig den helt store måned på den front, og vi kan ikke anbefale nok, at man tager afsted, så de unge kan danne sig et indtryk af de mange gode studier her i Aalborg.
Aalborg City Gymnasium

Igen i år byder Aalborg City Gymnasium velkommen til åbent hus på i hjertet af Aalborg!
Aftenen vil give dig/jer mulighed for at blive klogere på, hvilken skole Aalborg City Gymnasium er, samt hvilke uddannelsesmuligheder, de kan tilbyde.
Formålet er at styrke mavefornemmelsen og øge jeres viden i den jungle, det kan være, når der skal vælges ungdomsuddannelse.
Arrangementet finder sted mandag den 19. januar 2026 kl. 19:00.
Programmet er som følger:
Kl. 19:00: Velkomst og introduktion af AACG v/ rektor Anders Bach
Kl. 19.15 – 19. 35 i lokale 001: Oplæg om STX FLOW v/ studievejledningen
Kl. 19.15 – 19.35 i lokale 207: Oplæg om 2-årig STX v/ rektor og studievejleder
Kl. 19.35 – 19.45: Elevoplæg fra 2-årig STX og STX FLOW
Kl. 19.45 – 20.00: Rundvisning (evt. virtuel)
Kl. 20:00: Mulighed for individuelle samtaler i atriet
Hvor:
Aalborg City Gymnasium, På Sporet 4, 9000 Aalborg
Hvornår:
Mandag den 19. januar kl. 19.00
Læs mere her.
Nordjyllands Landbrugsskole Lundbæk
Drømmer du om dyr, maskiner – og masser af muligheder?
Overvejer du en fremtid i landbruget, eller leger du med tanken om fx at blive dyrlæge? Så kig forbi Nordjyllands Landbrugsskole til Åbent Hus og oplev en uddannelse, hvor praksis, fællesskab og fremtid går hånd i hånd.
Hos Nordjyllands Landbrugsskole kan du tage EUD eller EUX Landmand – en uddannelse, hvor du arbejder med dyr og moderne landbrug, og hvor EUX samtidig giver dig en studentereksamen og adgang til videregående uddannelser. Med andre ord: Du behøver ikke vælge alt nu. Her holder du dørene åbne.
Til Åbent Hus kan du:
- Møde skolens engagerede undervisere og elever
- Opleve hverdagen på skolen og høre om livet på kostskole
- Få svar på dine spørgsmål om uddannelse, studiemiljø og karriereveje
- Mærke det stærke fællesskab, som mange af skolens elever kalder “venner for livet”
Nordjyllands Landbrugsskole glæder sig til at vise dig, hvordan EUD og EUX Landmand kan blive starten på en alsidig, spændende og grøn fremtid!
Hvor:
Halkærvej 3, 9240 Nibe
Hvornår:
Torsdag d. 8. januar kl. 17.00–19.00
Aalborg Katedralskole
Midt i Aalborg finder du Aalborg Katedralskole – et gymnasium med stolte traditioner og et stærkt blik for fremtiden. Her møder du både HF og STX i et inspirerende studiemiljø, hvor faglighed og fællesskab går hånd i hånd.
Aalborg Katedralskole tilbyder en bred vifte af studieretninger, så du kan forme din uddannelse efter dine interesser, hvad end det er naturvidenskab, sprog, samfundsfag eller kunstneriske fag.
Deres HF-linje er kendt for sit praksisnære fokus og inkluderer HF Plus, som giver ordblinde elever ekstra støtte, samt et særligt tilbud til elever med ASF-diagnose. På STX får du en solid faglig ballast og mulighed for at fordybe dig i dine yndlingsfag. Hos Katedralskolen er de stolte af det stærke faglige niveau, som gør Katten til et attraktivt valg for mange unge.
Men gymnasielivet handler om mere end undervisning. Katedralskolen er et gymnasium fyldt med oplevelser igennem morgensamlinger, fredagscaféer og fester, og et væld af frivillige aktiviteter indenfor bl.a. musik, kunst, sport og naturvidenskab samt en masse traditioner, der skaber et stærkt fællesskab. Du kan også tage del i internationale udvekslinger til bl.a. Spanien, Frankrig og Indien og opleve verden på en ny måde.
Vil du mærke stemningen selv? Så kom til Åbent Hus og oplev, hvordan Katten forener passion og personlighed igennem faglighed og fællesskab. Her er uddannelsen i øjenhøjde, så du kan mærke, at du vil få oplevelser, venner og muligheder, der rækker langt ud over gymnasietiden.
Hvornår?: 12. januar 19.30
19.30 – 20.15
Velkomst i hallen med taler og musikalske indslag. Nærmere info om programmet for hallen følger.
20.15 – 22.00
Åben skole: Gå rundt, kig ind i klasselokalerne, og få en uformel snak med elever og lærere om livet på Katten.
Aalborg Handelsskole – Handelsgymnasiet (HHX) og EUX Gymnasiet
Drømmer du om en ungdomsuddannelse, hvor business, iværksætteri, samfund og virkelighedsnær undervisning er i centrum? På Aalborg Handelsskole kan du vælge mellem Handelsgymnasiet (HHX) og EUX Gymnasiet – to gymnasiale uddannelser, der åbner døre til både videre uddannelse og job.
På Handelsgymnasiet (HHX) arbejder du bl.a. med handel, erhvervsliv, jura, økonomi og samfund. Her vil du opleve en undervisning tæt på virkeligheden. Du får en bred faglighed og mulighed for at fordybe dig i områder, der matcher dine interesser. HHX giver desuden adgang til op imod 200 videregående uddannelser.
På EUX Gymnasiet kombinerer du en studentereksamen med en erhvervsuddannelse inden for kontor, handel eller butik. Det giver dig både gymnasiale kompetencer og praktisk erfaring – og mulighed for enten at læse videre eller gå direkte i job. Du kan også høre om Coolshop Masterclass, hvor innovation og e-handel er i fokus i samarbejde med Coolshop.
Kom til Åbent Hus i januar. Her kan du glæde dig til oplæg, rundvisninger og masser af mulighed for at stille spørgsmål om fag, studieliv og fremtidsmuligheder.
Åbent Hus datoer:
HHX Saxogade: Onsdag d. 14. januar 2026 kl. 16.30 – 19.00
HHX Turøgade: Torsdag d. 22. januar 2026 kl. 16.30 – 19.00 + Lørdag d. 24. januar kl. 10.00 – 12.00
EUX Gymnasiet Strandvejen: Tirsdag d. 20. januar 2026 kl. 16.30 – 18.30 + Lørdag d. 31. januar kl. 10.00 – 11.30
Skolens adresser:
Handelsgymnasiet Saxogade, Saxogade 10, 9000 Aalborg
Handelsgymnasiet Turøgade, Turøgade 1, 9000 Aalborg
EUX Gymnasiet, Strandvejen 25, 9000 Aalborg.











