Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ud med Seebach: Aalborg Zoo vil have koncerter væk fra Mølleparken

Af Emil Kjær Jørgensen

Mølleparken i Aalborg danner ofte ramme om store koncerter. Til sommer kan vi blandt andet glæde os til Maroon 5, Rasmus Seebach og Vi Elsker 90’erne.

Men når musikken brager ud af højtalerne, så stresser det dyrene i Aalborg Zoo.

Derfor har Aalborg Zoo nu bedt Aalborg Kommune om at droppe fremtidige koncerter i Mølleparken af hensyn til dyrenes velfærd. Det skriver DR i dag.

“Det, vi kan se ved de store koncerter, hvor der er et stort lydtryk, er, at blandt andet chimpanserne får tynd mave og bliver urolige.

Det samme gør sig gældende for større aber og rovdyr og også vores elefanter,” fortæller Henrik Johansen, direktør i Aalborg Zoo, til  DR.

Kommunen tager henvendelsen alvorligt

DR har også snakket med Aalborg Kommune, som dog ikke ønsker at aflyse de events, som allerede er planlagt i år.

Man ønsker dog at tage henvendelsen alvorligt.

“Det er selvfølgelig ikke holdbart, at dyrene i zoologisk have har det rigtig skidt med koncerterne.

Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om, hvorvidt Rasmus Seebach synger falsk, men at der er virkelig, virkelig høj musik, og det er selvfølgelig noget, vi skal forholde os til,” siger rådmand for sundheds- og kulturforvaltningen i Aalborg Kommune, Mads Duedahl, til DR.

Aalborg Kommune er i gang med at undersøge andre placeringer i byen, der kan danne ramme for fremtidige store koncerter i Aalborg.

Her kigger man blandt andet på dyrskuepladsen i Skalborg og området omkring Aalborg Kaserne.

Del artikel

Andre læser også