Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

UCN-studerende støtter børn i sorg: Børne-og Ungebuddies er et hjertevarmt projekt

Af Nathalia Hentze Nielsen

Der er ingen tvivl om, at det slider på en familie, når man får sygdom eller død tæt ind på livet.

Især børn og unge kan blive hårdt påvirket og komme til at kæmpe med et væld af følelser som ensomhed, sorg og frygt.

Via et nyt tilbud rækker professionshøjskolen UCN nu hånden ud til børn og unge, der føler sig klemt og glemt i sorgen.

Projektet hedder Børne- og UngeBuddies og fokus er på at skabe et frirum, hvor barnet er i fokus og får positiv opmærksomhed ved at matche børn mellem 6 og 16 år med en frivillig studerende fra UCN.

De studerende har forskellige baggrunde og kan bl.a. være studerende på sygeplejerske- eller pædagoguddannelsen.

I løbet af de fire måneder forløbet strækker sig over, vil den frivillige og barnet lave en masse aktiviteter ud fra barnets præmisser.

Det kan f.eks. være at bage en kage, se en film i biografen, spille Playstation, tage i teatret, gå en tur og alt indimellem; det vigtigste er, at det giver mening for barnet og bringer glæde.

“Vi håber, at samværet kan bidrage med et frirum og noget positivt i børnenes hverdag, samtidig med at forældrene også får lidt energi,” forklarer Karina Brix Nissen, adjunkt og ansvarlig for projektet.

Frivillige klædt på til opgaven

Det er gratis at deltage i projektet, og de eneste krav er, at børnene er mellem 6 og 16 år, at familien er bosiddende i Aalborg kommune, og at barnet oplever sygdom (fysisk eller psykisk) eller dødsfald i familie- eller vennekredsen.

Det kan være en bedste ven, der er syg af kræft, en bedstemor, som er gået bort, et familiemedlem, der oplever depression – eller en helt fjerde situation.

Projektet er allerede i gang nu og åben for tilmeldinger.

De frivillige studerende matches med familierne fra den 1. oktober og har inden da gennemgået en grundig proces for at sikre, at de kan klare opgaven.

“De frivillige er unikke, fordi de alle har været igennem et forløb, der skal klæde dem på til opgaven,” forsikrer Karina Brix Nissen.

Forløbet indbefatter bl.a., at de studerende skriver en ansøgning og dernæst indkaldes til en personlig samtale.

Hvis de bliver valgt, skal de igennem et obligatorisk kursus på fire kursusgange bestående af 12 lektioner, hvori de undervises af en psykolog, en forsker og projektledelsen selv.

Der fremvises selvfølgelig også rene børne- og straffeattester, og de frivillige vil løbende blive superviseret.

Familierne vil også få en indledende samtale, hvor der tales om, hvad kontaktårsagen er, og hvad barnets behov er for at sikre, at der laves et godt match.

Socialt samvær i fokus

Børne- og UngeBuddies er et af få tilbud af sin art i Danmark og adskiller sig fra lignende frivillige tilbud ved at fokusere på socialt samvær i stedet for terapi.

“Forskning tyder på, at børn og unge, der møder sygdom og død har to primære behov.

De har behov for at tale om, det er svært, og de har brug for et frirum i dagligdagen,” forklarer Karina Brix Nissen.

Og netop behovet for et frirum, håber projektet på at kunne afhjælpe samtidig med at de frivillige også får øgede kompetencer og erfaringer, de kan bruge i deres studie og videre arbejdsliv.

Børne- og UngeBuddies er støttet af Det Obelske Familiefond og Spar Nord Fonden.

Læs mere og tilmeld jer her.

Del artikel

Andre læser også