Frisk prognose fra DMI: Sådan bliver vejret i efterårsferien
Efterårsferien starter helt officielt i morgen, hvor mange danskere slipper for at sætte vækkeuret for i stedet at nyde en hel uges ferie.
Er du ikke så heldig, at du skal mod sydligere himmelstrøg, så kan du her få overblikket over, hvordan vejret bliver i Danmark i den kommende uge.
DMI har netop lavet en frisk prognose, som viser hvilket vejr vi kan se frem til.
Typisk efterårsferie-vejr
Overskriften for prognosen siger det hele: “Typisk efterårsvejr i efterårsferien”
“Søndag bliver skyet og kun få byger, ind til en svag front om eftermiddagen kommer med regn til de sydvestlige egne.
Mandag får vi mange skyer, men kun lidt regn og svage vinde.
Tirsdag igen mange skyer og perioder med regn. Både vindstyrken og temperaturen stiger.
Onsdag ser ud til at blive mere våd, end vejrprognoserne hidtil har spået. Blæsten og temperaturen får et nyk op.
Torsdag og fredag fortsat meget blæsende, men kun lidt nedbør,” fortæller meteorolog Bolette Brødsgaard.
Blandet vejr i Aalborg
Ser man lokalt på Aalborg, ser mandag ud til at blive en smuk dag med masser af sol og – vigtigt af alt – ingen regn.
Onsdag ligner dagen, hvor du skal finde slumretæppet frem og tænde for Netflix, mens solen igen titter frem senere på ugen.
Måske nattefrost i vente
Næste weekend ser det ud til, at vi måske kan få den første nattefrost, men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed.
“Som tidligere fortalt, vil Danmark i den kommende uge ligge tæt på Polarfonten, som adskiller den kolde luft mod nord og den varme luft syd for landet. Det betyder, at vejret bliver omskifteligt og typisk efterårsagtigt: mange skyer, blæst og regn i perioder,” afslutter hun.