Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Trods stor mangel: 4000 frivillige hjælper på Nibe Festival

Af Stine Kjølby Christensen

Ingen frivillige = ingen Nibe Festival. Sådan har det alle dage været.

Det var da også en lidt halvbekymret festivalleder, der tidligere på året gav udtryk for, at den store mangel på frivillige kunne gå hen at blive et problem.

Manglen mente blandt andet at skyldes, at folk efter to års corona-nedlukning havde fået andre prioriteringer og vaner, og man måske i højere grad hellere selv ville ud og nyde den danske sommer fremfor at agere frivillig i landets foreninger.

På Nibe Festivals første dag kunne man da også fra organisationens side melde, at man i år havde op mod 20 % færre frivillige – et tal, der tidligere har ligget på omkring 4700, var nu faldet til omkring de 4000.

Trods stor mangel: 4000 frivillige hjælper på Nibe Festival

Heldigvis har det ikke haft nogen særlig betydning for festivalens afvikling.

“Vores folk har været helt enormt gode til at rykke sammen i bussen, og tage flere vagter, end der er forventet af dem. På den måde er det hele gået som smurt alligevel,” sagde Peter Møller på pressemødet.

“Teamlederne, der har ansvaret for cirka 125 teams, har leveret massivt.

Nogle steder med underbemanding, men altid med et smil på læben. Det betyder ufatteligt meget, for det spreder sig til gæsterne.

Derudover har de alle været gode til at “låne ud” af deres frivillige, så alting kunne gå op. Det har været en fornøjelse at opleve,” udtaler han.

Første gang som frivillig – men ikke sidste

Blandt de 4000 frivillige er Thorbjørn og Clara, der begge to er frivillige på Nibe Festival for første gang.

“Det har været en oplevelse uden lige. Jeg kommer selv fra det sydlige Jylland, men alle har taget imod mig med åbne arme – så jeg har ingenting at klage over,” siger Thorbjørn, da vi møder ham i Fiskehytten.

Trods stor mangel: 4000 frivillige hjælper på Nibe Festival

Som frivillig får du blandt andet partout-armbånd til alle festivalens dage, en plads på crew-campen – og ikke mindst en masse unikke oplevelser.

“Man har jo mulighed for at lave alt det, man vil, så længe man passer sine vagter. Den frihed er jeg helt vildt glad for,” siger Thorbjørn, mens hans kollega stemmer i:

“Jeg har valgt at gøre det sammen med en veninde, og det er bare virkelig hyggeligt. Det er første gang, jeg er frivillig, men vi er bare blevet budt godt velkommen med det samme. Så det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg skal være dét,” siger Clara.

Interviewet afbrydes af at Clara og Thorbjørns teamleder træder ind i hytten, ser til dem og giver et kort brief på de opgaver, der skal løses i de kommende timer.

Kort tid efter ankommer flere fiskefrikadelle-hungrende festivalgæster til boden, og vi takker Clara og Thorbjørn for at fortælle lidt om deres (første) møde med frivilligheden … der helt sikkert skal gentages.

Del artikel

Andre læser også