Trods bevaringsstatus: Nu skal børnehave rives ned
Den gamle børnehave på Las Poulsens Vej i Gl. Hasseris, som har stået tom i flere år, skal nu rives ned.
Det besluttede By- og Landskabsudvalget i juni 2024, selvom bygningen er registreret som “høj bevaringsværdi” ifølge SAVE-registreringen.
Normalt ville en sådan vurdering beskytte bygningen mod nedrivning, men den forfaldne tilstand og behovet for nye boliger i området har vejet tungere i beslutningen.
Det skriver Hasseris Avis.dk.
Var slidt ned
Børnehaven blev lukket i 2018 efter konstateret skimmelsvamp og andre problemer, der gjorde bygningen uegnet som institution.
Den blev stående i flere år, hvilket kun forværrede dens tilstand.
Hasseris Avis skriver, at kommunen i sin tid havde forventet at sælge grunden for omkring 7 millioner kroner, men salget i 2020 endte med en pris på 4,4 millioner.
Grunden blev købt af det lokale ejendomsselskab Egetbo, som først planlagde at bygge 12-14 boliger.
Efter en lang planlægningsproces blev antallet dog reduceret til tre boliger i åben-lav bebyggelse.
Disse nye boliger vil blive en del af et område, der allerede har tiltrukket sig opmærksomhed for sin luksuriøse bebyggelse.
Området omkring børnehaven er nu hjemsted for “Las Poulsens Have”, en bebyggelse med moderne stråtækte boliger, der kombinerer traditionel charme med moderne komfort.
De kommende boliger vil følge denne stil med stråtag og æstetiske detaljer, der passer ind i det karakteristiske landskab i Gl. Hasseris.