Trist melding: Aalborgs største vinbar drejer nøglen om
Vi vi allerhelst fortælle om alle de gode historier i Aalborg og omegn.
Desværre kan vi heller ikke ignorere virkeligheden, når nogen af byens steder lukker ned.
Torsdag aften er i hvert fald en trist aften for vinbaren 7773 på Strandvejen i Aalborgs midtby.
De melder i hvert fald ud, at allerede i næste uge er det slut efter to år i Aalborg.
I et Facebook-opslag melder indehaverne af vinbaren med især ungarske specialiteter, at det er slut.
Med tungt hjerte
“Kære gæster og venner af 7773 Vinbar
Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at 7773 Vinbar Aalborg lukker sine døre d. 14/3 efter knap to år med fantastiske gæster, hyggelige vinsmagninger og mindeværdige arrangementer,” lyder den triste besked.
De fortsætter;
“Vi vil gerne takke alle, der har været en del af vores rejse.
Det har været en fornøjelse at introducere jer til ungarsk vin og mad, og vi håber, at vores passion for Ungarns unikke vintraditioner har skabt gode oplevelser og smagsindtryk, som I vil tage med jer.
Jeres besøg og glæde har betydet utroligt meget for os, og vi vil altid værdsætte de relationer og minder, vi har skabt sammen.”
Var stor tro på projektet
Da 7773 åbnede i april 2023 kunne vi her på MigogAalborg fortælle om Aalborgs største vinbar.
Dengang var der stor tro på projektet.
Med over 200 kvm at boltre sig i blev 7773 Vinbar Aalborgs absolut største vinbar, og drømmen om at åbne sit eget havde længe rumsteret hos indehaveren, der arbejdede som speciallæge i Hjørring.
“Jeg åbnede en webshop med vin i 2018, og da jeg var rundt på forskellige vinfestivaler, spurgte folk mig altid om to ting: Findes der vinproduktion i Ungarn? Og hvor kan man finde en fysik butik med ungarsk vin?
Der var bestemt et hul i markedet, så jeg fandt en samarbejdspartner, og nu glæder jeg mig meget til at åbne vinbaren og dele en ny vinkultur i Aalborg,” fortalte indehaveren Erik os dengang.
To år senere er det desværre slut, og de store lokaler, hvor der tidligere lå en sushi-restaurant, skal nu finde en ny lejer.