Trist melding: Nam Noodles lukker

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Forventningerne var tårnhøje, da Nam Noodles slog dørene op til et helt nyt take away koncept i byen i november 2017.

Bag Nam Noodles stod nemlig Kim Jeppesen og Anne-Marie Menendez fra populære Nam og Adam Toth-Javor.

Men nu ser de tre partnere sig nødsaget til at lukke Nam Noodles, som har sidste åbningsdag i dag, lørdag.

Det bekræfter Anne-Marie Menendez over for MigogAalborg.

“Det er en fælles beslutning fra os alle tre, at vi lukker. Adam skal i gang med at læse igen, og derudover har vi bare måttet sande, at det kræver en helt masse at introducere et helt nyt koncept for aalborgenserne,” forklarer Anne-Marie.

Ramen Shops er i løbet af de seneste år blevet meget populære i storbyer som New York og London, men Aalborg var altså ikke helt klar til det banebrydende koncept, som Nam Noodles forsøgte sig med – der i følge deres egne ord var med inspiration fra de japanske Ramen-supper, som har masser af dybde, fedme og intensitet, men især også fra de vietnamesiske nudelsupper, som kan være krydrede, friske og ikke mindst vanedannende.

“Vi har næsten kun fået positiv feedback fra vores gæster, men vi har bare måttet sande, at det på nuværende tidspunkt giver bedst mening af lukke Nam Noodles. Vi har givet det et skud, men det har ikke været den succes, som vi havde håbet på.”

Nam Noodles har haft få siddepladser, og størstedelen af kunderne kom for at hente maden med hjem. Anne fortæller, at det har været populært, men ofte kun i begrænsede perioder.

“Take away peaker lige omkring kl. 18.00-19.00, hvor vi har haft sindssygt travlt, mens resten af dagen har været lidt mere stille.”

Nam Noodles har sidste åbningsdag i dag.

OBS: Det er Nam Noodles, der lukker pr. dags dato og IKKE Restauranten Nam. 

Lokalerne kan lejes

Lejemålet figurerer allerede på Nordicals hjemmeside, hvor der står følgende:

“Lejemålet, hvor Nam Noodles er beliggende, afstås af den nuværende lejer. Der er dog ikke mulighed for at videreføre konceptet under samme navn.

Restauranten blev oprindeligt istandsat og indrettet i forbindelse med Nam åbnede deres første restaurant i lejemålet. Lokalet fremstår derfor i god stand og med charmerende indretning.”

Anne fortæller MigogAalborg, at der allerede er flere interesserede i at overtage lokalerne

Læs mere om lejemålet her.