Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt om knivstik i gågade: Nu er tre mænd anholdt i sagen

Af Aske Bisgaard Pedersen

Der var drama i går, hvor en mand blev stukket ned midt i Aalborg.

Nordjyllands Politi har siden i går sidst på eftermiddagen efterforsket sagen intensivt i det centrale Aalborg.

Nu er flere personer anholdt i sagen, hvoraf en ventes fremstillet – og flere personer søges fortsat. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tre gerningsmænd mellem 24 og 30 år

Politiet kunne allerede i aftes fastslå, at episoden var en uoverensstemmelse mellem to grupper af personer, der kendte hinanden i forvejen.

”Det er vores opfattelse – efter en intens efterforskning hen over aftenen og natten – at der er tale om et tilfældighedsmøde mellem to kriminelle grupperinger, der udvikler sig.

Vores undersøgelser af forløbet viser, at der kortvarigt udspiller sig en kort voldsepisode, hvorefter der nogle minutter senere sker et knivstikkeri,” lyder det fra efterforskningsleder, politikommissær Kenneth Rodam.

Den efterforskning førte til, at politiets efterforskere i går aftes og nat slog til og anholdt først to mistænkte mænd og så en tredje mistænkt mand i sagen.

Efter afhøringer af disse personer har politiet tilvejebragt et fremstillingsgrundlag for en person, der ventes fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg senere i dag, hvor han bliver sigtet for at overtræde straffelovens bestemmelser vedr. vold. 

De øvrige to anholdte løslades. 

”Men,” understreger Kenneth Rodam, ”vores efterforskning i sagen fortsætter i den kommende tid på fuldt blus – og vi leder i øjeblikket efter yderligere tre personer, som vi sætter i forbindelse med knivstikkeriet mod den 24-årige.” 

Kenneth Rodam understreger, at sagens efterforskning har vist, at der er tale om et internt opgør, der er foregået i et kriminelt miljø, og det er derfor politiets opfattelse, at der ikke er grund til utryghed for almindelige borger.

Politikommissæren pointerer dog, at knivstikkeri i det offentlige rum er helt uacceptabelt. 

”Det vil vi under ingen omstændigheder acceptere – og derfor efterforsker vi massivt i den her sag, så de ansvarlige personer kan blive stillet til ansvar for deres gerninger,” fastslår Kenneth Rodam.

Offer uden for livsfare

Politiet var hurtigt til stede med adskillige patruljer, efter at de i går, den 2. marts, kl. 16.48 modtog en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med en kniv i det centrale Aalborg.

Det 24-årige knivoffer blev transporteret til behandling på sygehuset og er uden for livsfare.

Det skrev Nordjyllands Politi torsdag aften i en pressemeddelelse.

Skulle nogle borgere have set noget i går eller have andre informationer af relevans for politiet, så skal man ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.  

MigogAalborg følger fortsat sagen.

Del artikel