Tragisk ulykke: 15-årig dreng omkommet

En 15-årig dreng mistede søndag eftermiddag livet i en alvorlig trafikulykke ved Gudumholm, sydøst for Aalborg.
Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 14.33, og ulykken skete i krydset mellem Dybdalsvej, Tiendemarken og Kærgårdsvej.
“Her kørte den 15-årige på scooter og blev ramt af en bil,” fortæller vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.
Den unge dreng, som var fra lokalområdet, afgik ved døden som følge af ulykken. De pårørende er blevet underrettet.
“En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, og politiets videre efterforskning skal afklare, hvordan ulykken kunne ske,” siger vagtchefen.
Bilisten, der ramte scooteren, kom ikke noget fysisk til, men var – ifølge politiet – stærkt påvirket af situationen.
“Vedkommende var i sagens natur dybt chokeret men kom ikke noget til fysisk. Der var heller ikke andre involveret i den tragiske ulykke,” oplyser René Kortegaard.