Trafikuheld: Bil brød i brand
Klokken 9.18 skete der et trafikuheld i rundkørslen ved Hadsundvej og Universitetsboulevarden i Aalborg Øst.
Umiddelbart var det et mindre uheld, hvor de to biler hver havde fået nogle buler, men da alle personer var godt ude af bilerne, brød den ene bil i brand.
Derfor ankom både politi, brandvæsenet og ambulance kort efter på stedet.
“De to biler kørte sammen i rundkørslen, og da alle var ude, skete der noget teknisk i den ene bil, som fik den til at bryde i brand,” siger vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.
Ingen af de implicerede blev kørt med ambulancen til sygehuset, og der er blevet ryddet op på stedet, oplyser vagtchefen.