Slipper ikke for regn: Tordenvejr truer paraden til Aalborg Karneval
Der er både dårlige og gode nyheder til de mange tusinde karnevalister, der lørdag indtager Aalborgs gader.
For man slipper ikke for regn.
Og lokalt kan der endda også komme torden, når en koldfront rammer Jylland i løbet af formiddagen.
Det viser den seneste vejrudsigt lørdag morgen.
Et massivt regnbånd bevæger sig i øjeblikket ind over landet fra Nordsøen, og det kommer især til at ramme den nordvestlige del af Danmark – herunder Aalborg og resten af Nordjylland.
Fra omkring 12-tiden kan det ramme Aalborg-området. TV 2 Vejret melder, at det kan blive intensivt med regn, en hård vind op til 14 meter i sekundet og muligt tordenvejr i den periode, det står på.
Dagen er ellers startet ganske pænt med tørvejr og perioder med sol.
Men i takt med at formiddagen skrider frem, ventes vejret at ændre sig markant over Jylland.
Mere ustabilt over Aalborg
Mens Sjælland og den østlige del af landet kan se frem til temperaturer helt op mod 25 grader og sommerstemning, bliver det noget mere ustabilt i Aalborg.
Her ventes skyer, regnbyger og lokalt risiko for torden i løbet af dagens første timer af karnevallet.
Heldigvis er der også gode nyheder
Regnen ser dog ikke ud til at blive hængende hele dagen.
Ifølge prognoserne begynder vejret allerede at klare op igen først på eftermiddagen, hvor solen igen kan få overtaget flere steder.
Dermed kan tusindvis af lettere fugtige karnevalskostumer måske nå at tørre igen inden festen fortsætter i Kildeparken.
Temperaturerne ventes samtidig at holde sig mellem 15 og 20 grader det meste af dagen og aftenen.