Efter få måneder på posten: Topchef i Aalborg Kommune stopper omgående
Siden august har Lise Thorsen haft posten som stadsarkitekt i Aalborg Kommune.
Men nu er samarbejdet allerede slut.
“Med virkning fra dags dato fratræder Stadsarkitekt Lise Thorsen sin stilling i Aalborg Kommune.
Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, da der ikke har vist sig det rigtige match for hverken Lise Thorsen eller Aalborg Kommune,” skriver kommunen i en kortfattet pressemeddelelse.
Grundige overvejelser i vente
Lise Thorsen har stået i spidsen for offentlige organisationer og drevet forretning i Danmark og Norge som chef for arkitektvirksomheder med internationale medarbejdere og arbejdssprog på skandinavisk og engelsk.
Lise kom til Aalborg med erfaring fra Vordingborg Kommune, hvor hun som afdelingschef har stået i spidsen for 230 ledere og medarbejdere, og har varetaget betjening af det politiske niveau.
Ydermere havde hun erfaring fra tidligere ansættelse hos Henning Larsen Architects med teamledelse i Landscape & Urbanism, ligesom hun fra sin tid som kontorchef i Arkitema Architects har erfaring med forretningsbaseret produktionsledelse for fagspecialister i Århus, København og Oslo i Norge.
Der bliver nu brug for en periode med grundige overvejelser vedrørende de næste skridt i forhold til stillingen som Stadsarkitekt.