Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Togtrafik og central vej spærres: Banedanmark-arbejde begynder i næste uge

Af Michael Qureshi

Banedanmark arbejder for fuld tryk med den nye bane til Aalborg Lufthavn samt det nye dobbeltspor ved Lindholm Station. Det påvirker togtrafikken, hvorfor Banedanmark fra juli spærrer togtrafikken.

Baneprojekterne påvirker også vejtrafikken på Viaduktvej i Nørresundby. Det er en central vej som rigtig mange bruger til og fra arbejde, og derfor er det nok også placeret i sommerferie-perioden.

Aktivitetsniveauet for Banedanmarks jernbaneprojekter nord for Aalborg er højt hen over sommeren og ind i efteråret.

I Lindholm skal Banedanmark blandt andet udskifte blødbund, sænke et spor samt fjerne et klargøringsspor og bygge et nyt spor.

Opgaverne er så omfattende, at det kræver en totalspærring af sporet, mens arbejdet udføres. Derfor kører der ingen tog mellem Aalborg og Brønderslev mellem den 10. juli og den 21. september 2020.

Viaduktvej spærres i tre uger

Også vejtrafikken bliver berørt. Broen, som fører Viaduktvej over jernbanen, spærres for biler, lastbiler og motorcykler i perioden 10. juli til den 2. august, da sporene under broen skal sænkes og fundamenterne tilpasses de nye forhold.

Tung trafik omdirigeres med skiltning via Høvejen.

Broen vil dog være åben for gående, cyklister samt knallerter.

Togtrafik og central vej spærres: Banedanmark-arbejde begynder i næste uge
Strækningen med Viaduktvej bliver spærret i tre uger

Midlertidig gangbro på vej til Lindholm Station

Den nuværende overgang mellem perron 1 og 2 på Lindholm Station lukkes af sikkerhedsmæssige hensyn blandt andet på grund af den kommende lufthavnsbane og fordi, hastigheden på gennemkørende tog sættes op.

Der opstilles i stedet for en midlertidig gangbro, som forventes klar i slutningen af august.

Under opførslen af den midlertidige gangbro etablerer Banedanmark en midlertidig passage over sporene. Den midlertidige gangbro vil senere blive erstattet af en permanent løsning.

Forbedret transporttilbud

Sommerens og efterårets arbejder er led i byggeriet af den nye bane til Aalborg Lufthavn, etableringen af et nyt dobbeltspor ved Lindholm samt klargøring til den fremtidige elektrificering af strækningen.

Vi går en intens tid i møde i forhold til lufthavnsbanen og de andre jernbaneprojekter i Nordjylland. Det berører togpendlerne, trafikanterne på Viaduktvej og ikke mindst de nærmeste naboer, som vil opleve støj fra arbejdet,” siger områdechef Lars Blædel Riemann fra Banedanmark.

“Når vi er færdige, giver det gevinster for borgerne i regionen, blandt andet i form af en helt ny forbindelse til Aalborg Lufthavn, der åbner til december 2020 og en kapacitetsforbedring, så der kan køre flere tog i Nordjylland.”

Der indsættes togbusser, mens sporene er spærret mellem Aalborg og Brønderslev. Tjek rejseplanen.dk, hvis du har planlagt en rejse på strækningen i perioden 10. juli – 21. september 2020.

Del artikel

Andre læser også