Tog og busser fortsat lammet: Find alternativ transport i dag

Det er en omfattende signalfejl, der siden søndag formiddag har sat de nordjyske tog helt ud af spil.
Mandag morgen kører der stadig ingen tog i Nordjylland, og selvom meldingen lyder, at togene forventes at køre til middag, opfordrer DSB og NT rejsende til at finde alternative transportformer.
Ifølge Banedanmark skyldes problemerne en opdatering af signalsystemet, som blev sat i gang lørdag aften.
Arbejdet skulle oprindeligt have været afsluttet søndag klokken 11, men tidsplanen er blevet rykket flere gange.
Selvom der er indsat togbusser som erstatning for togene, opfordres rejsende fortsat til at finde andre løsninger, hvis det er muligt.
Det gælder især i Nordjylland, hvor presset på erstatningskørslen er stort.
NT skriver mandag morgen på deres Facebookside, at signalproblemer fortsat påvirker kørslen i Nordjylland, selvom der er indsat togbusser. Du kan se togbussernes kørselstider via links i Facebookopslaget, selvom NT forventer, at busserne vil være overfyldte og forsinkede.
DSB opfordrer desuden rejsende til løbende at holde sig opdateret via Rejseplanen, ligesom de minder om, at man kan søge kompensation for sin rejse, hvis man bliver mere end 30 minutter forsinket.
Det kan du læse mere om på DSB’s hjemmeside.
Læs også: Var konkurrenter i årevis: Nu samles CrossFit-centre under én ejer