Flot kåring: To Søgaards Bryghus-øl er kåret til Danmarks bedste

Det sociale øl-fællesskab Untappd kårer hvert år de bedste øl i hvert land. Og i år er der kommet guld til Aalborg.
På Facebook fortæller Søgaards Bryghus nemlig, at øllene Clockwork Orange og Klosterbryg begge er kåret til Danmarks bedste øl i hver sin kategori.
Folket bestemmer
Det er øl-fans fra hele verden, der hvert år stemmer og kårer de bedste øl i 50 lande verden over.
Med flere end 11 millioner brugere har Untappd fat i mange af verdens ølforbrugere, og de vil tydeligvis gerne give deres mening til kende.
Udover den årlige prisuddeling “Untappd Community Awards” bruges platformen nemlig også som en slags logbog over, hvilke øl man har smat på, og hvordan man synes den smagte.
De to vindende øl hos Søgaards Bryghus har vundet guld i kategorierne “Hvedeøl” og “Lagerøl”.
“Tusind tak til alle jer, der har tjekket ind og vurderet vores øl. Skal du smage på en vinder? Kom forbi og nyd en guld-værdig oplevelse!,” skriver Søgaards Bryghus på Facebook efter den flotte kåring.
Så tag en ven med under armen og prøv to vaskeægte prisvindende øl hos Søgaards Bryghus.