Nu er det opklaret: To kniv-røvere er fængslet efter flere røverier i Aalborg
Først var politiet sikre på, at de havde fat i gerningsmanden til fire kniv-røverier den seneste tid i Aalborg.
Det skete med en anholdelse natten til lørdag efter to røverier begået centralt i Aalborg fredag d. 29. december.
Men sent i aftes dukkede en ny mand op på Politigården og erkendte to røverier med kniv.
Den første anholdte var en 18-årig ung mand.
30-årig mand i grundlovsforhør
I dag var en 30-årig mand så i grundlovsforhør i Retten i Aalborg sigtet for to forhold af grove bevæbnede røverier.
Ifølge Nordjyske blev udbyttet for et røveri mod 7-Eleven på Banegården 26. december på 3.000 kr.
Udbyttet for et røveri mod SuperBrugsen på Sjællandsgade blev på 11.000 kr.
Den 18-årige stod altså så bag røverierne i fredags mod Kvickly i Vestbyen samt Shell på Engtoftevej.
Begge mænd havde ingen forbindelse til hinanden, men den 18-årige er sandsynligvis blevet inspireret af de øvrige røverier.
Nu må begge tilbringe nytårsaften bag tremmer og er varetægtsfængslet i første omgang frem til midten af januar.
De ventes dog at få domme for bevæbnede røverier.