To nye Street Art malerier bliver til i denne uge: Her kan du se dem

Den smukke Street Art kunst rundt omkring i Aalborgs gader og stræder er noget, de fleste af os værdsætter i høj grad.
Nu er der nye smukke gavlmalerier på vej i bybilledet. I løbet af 2019 vil KIRK Gallery igangsætte flere nye med nogle af verdens bedste Street Art Kunstnere.
De to første bliver malet og præsenteret i denne uge, hvor de vises frem på lørdag d. 27. april.
Men kunstnerne er allerede i fuld gang to forskellige steder i Aalborg med deres kunst på bygninger.
Se dem arbejde løbende og tag en snak med dem
Den hollandske duo Telmo Miel samt Joram Roukes starter i dag tirsdag d. 23. april på to store gavlmalerier i henholdsvis Bispensgade 8-10 og Hjulmagervej 55 (Gabriel A/S) i Aalborg. Kan ses tydeligt fra broen på Øster Allé i Aalborg.
Man vil her kunne se kunstnerne arbejde, og der vil samtidig være mulighed for at få en snak med dem, når de begge afslutter deres ophold med hver især at åbne en soloudstilling i galleriet lørdag d. 27. april kl. 12-14.
De tre kunstnere udstiller derudover anden kunst i KIRK Gallery i Danmarksgade 8.
Af Joram Roukes har beboerne i Gedsted samtidig været heldig at få nedenstående gavlmaleri, hvor vi nu også vil se hans arbejde udfoldet i Aalborg.