Drama i nat: To mænd i elefanthuer løb væk fra brændende bil i Aalborg-kvarter

Natten er ikke gået stille for sig, hvis man spørger beboerne i Øgadekvarteret i Aalborg.
På Bornholmsgade lød der nemlig et højt brag omkring klokken fire, hvilket vækkede flere beboere fra nattesøvnen.
Det skriver Nordjyske her til morgen.
Efterforskes i dag
En af beboerne kiggede efter braget med det samme ud af vinduet, hvor vedkommende så en brændende bil og to mørkklædte mænd i elefanthuer, der flygtede fra stedet.
Ifølge vidnet løber de mod Bjørnøgade, men derudover kan politiet ikke oplyse meget om nattens dramatiske hændelse.
Dagen i dag skal dog bruges på at arbejde videre med sagen for at blive klogere på, præcis hvad der er sket.
“Men det er klart, at når der er brag, en bil i flammer og mænd i elefanthuer, så har vi selvfølgelig en hypotese om, at der er tale om en påsat brand,” siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Martin Møller, til mediet.
Håbet er, at de formodede gerningsmænd er blevet fanget på noget videoovervågning på vej væk fra stedet.
Den brændende bil stod ikke til at redde og er totalt udbrændt.