To butikker på vej: Shaping New Tomorrow indtager nyt land
Efter en række butiksåbninger i nogle af Tysklands største byer de senere år er danske Shaping New Tomorrow nu klar til næste fase i sin internationale ekspansion.
Det meddeler de i en pressemeddelelse.
I november slår det danske modebrand dørene op til sin første, svenske butik, der markerer et planlagt indtog på detailscenen i resten af Skandinavien.
Åbningen i Stockholm følges op med endnu en butik i Sverige i foråret 2024.
Sætter farten op
Det nordjyske modebrand har underskrevet lejeaftaler i to svenske byer og åbner i starten af december sin første svenske butik på Norrlandsgatan 21 i centrum af Stockholm.
Dermed kommer den svenske hovedstad på landkortet som et led i ambitionerne om at styrke samspillet mellem online og fysisk retail og derved udbygge positionen i Skandinavien over de kommende år, fortæller medstifter og CEO, Kasper Ulrich.
”Vi sætter nu fart på næste fase i vores internationale vækstinvesteringer. Parallelt med, at vi fortsat har tyske butiksåbninger på radaren, så sigter vi nu mod det øvrige Skandinavien.
Her oplever vi i forvejen en positiv udvikling i vores onlineforretning. Og ved at folde vores butikskoncept og omnichannel-univers fuldt ud, er vores erfaring, at vi skaber synergieffekter og loyalitet, som understøtter både brandkendskabet og forretningen,” siger han og tilføjer:
”Vores investeringer i Sverige sker med de lange briller på. Så vi er bevidste om, at vi rykker ind på et detailmarked, der har haft en svær periode.
Men vi ser ind i positive tendenser. Blandt andet er genkøbsraten i vores svenske onlineshop steget markant gennem en længere periode.
Den udvikling, sammenholdt med, at vi har formået at få en stærk lokation til en attraktiv leje gør, at vi mener timingen er rigtig”.
Tocifret millioninvestering
Butikken centralt i Stockholm er den ene af to svenske butikker, der fra start er planlagt. Den næste åbning sker til foråret. Men indtil videre er by og adressen hemmelig.
Ifølge Kasper Ulrich er det dog de største byer, der er i spil for butiksinvesteringerne i Skandinavien. Med afsæt i analyser af kundestrømme og trafikken ved de mulige lokationer vil Shaping New Tomorrows velafprøvede omnichannel-univers gradvist blive foldet ud i nye byer efter dansk og tysk forbillede.
”Vi ved fra både det danske og det tyske marked, hvor stort et potentiale, der ligger i at folde vores samlede univers ud over for vores gæster. Her spiller de fysiske butikker i dag en vigtig rolle i at forankre vores koncept, produkter og den helt særlige serviceoplevelse hos forbrugerne,” siger han og fortsætter:
”Lige nu er vi ved at få de sidste brikker på plads i forhold til bemandingen af vores Stockholmbutik og den uddannelse, der er helt afgørende for os. Sideløbende har vi en storstilet renovering og etablering af selve butiksuniverset kørende, så vi ser ind i en ganske travl opstart”.
Samlet set bliver butiksinvesteringerne i Skandinavien skudt i gang med en tocifret millioninvestering.