Din tjekliste til krisen: Disse ting bør du have på lager
Mange faktorer kan udløse en krise.
Ekstreme vejrhændelser står til at blive hyppigere og voldsommere, hvilket kan påvirke hele eller dele af landet.
Truslen fra menneskeskabte hændelser som cyberangreb og sabotage er alvorlig som følge af den forværrede sikkerhedspolitiske situation i Europa.
Endelig kan der opstå ulykker, tekniske problemer eller andre hændelser med bredere indvirkning på samfundet.
Som privatperson kan den mest direkte konsekvens af en krise være forsyningssvigt.
Sådan forbereder du dig
Forestil dig, at der ikke er strøm i kontakten eller vand i hanen.
Køleskab og komfur virker ikke.
Du kan måske ikke købe ind, ringe eller gå på nettet i en periode.
Ved at følge nogle simple råd, kan du klare dig på egen hånd, hvis der opstår krisesituationer.
Det er anbefalingen, at du og din husstand skal kunne klare jer i tre døgn.
Det giver myndighederne tid til at arbejde på at normalisere situationen og hjælpe der, hvor behovet er størst.
Din tjekliste:
Vandforsyning
- Beregn 3 liter vand pr. person pr. døgn til drikke og madlavning.
- Forbered 9 liter vand pr. person for tre døgn.
- Husk også vand til husdyr.
- Mere information findes på Fødevarestyrelsens og Miljøstyrelsens hjemmesider.
Opbevaring af vand
- Køb drikkevand på flaske og opbevar det køligt og mørkt inden for holdbarhedsdatoen.
- Udskift vandet løbende.
- Drikkevand fra vandhanen kan opbevares i flere måneder i lukkede beholdere, hvis det opbevares køligt og mørkt.
- Brug kun beholdere godkendt til fødevarer og rengør dem efter producentens vejledning.
- Skift vandet jævnligt og brug det fx til at vande blomster. Vask beholderne før genopfyldning.
Mad til tre døgn
- Hav mad til tre døgn i husstanden, der kan holde sig uden køleskab og fryser.
- Vælg mad, der ikke kræver tilberedning i ovn eller på komfur (fx konserves, knækbrød).
- Sørg for madvarer, som du og din husstand bruger og kan lide.
Medicin og førstehjælp
- Hav nødvendig medicin til mindst tre døgn og en førstehjælpskasse klar.
- Førstehjælpskassen kan indeholde plastre, forbindinger, sårrens og desinfektion.
- Ved nukleare ulykker: Ophold dig indendørs og hav jodtabletter til rådighed for personer under 40 år, gravide og ammende.
- Følg myndighedernes anbefalinger ved nukleare ulykker.
- Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Hygiejne
- Hav toiletpapir, hånddesinfektion, vådservietter, bind og tamponer til rådighed.
Varme
- Brug tæpper, dyner og varmt tøj, hvis varmen forsvinder.
- Ophold jer i ét rum for at holde varmen over længere perioder.
- Brug stearinlys eller andre varmekilder forsigtigt og på faste underlag, væk fra brændbart materiale.
Andre fornødenheder
- Hav en mobiltelefon og en powerbank/batteripakke til rådighed.
- Hav en lommelygte, stearinlys, tændstikker og batterier klar.
- Hav fysiske betalingskort og kontanter i små sedler og mønter.
Særlige behov
- Hav ekstra forsyninger til småbørn, ældre eller syge i husstanden (fx modermælkserstatning, bleer, plejeartikler).
- Sørg for mad og vand til kæledyr.
Dit nærområde
- Vurder risikoen for fx oversvømmelser i dit område.
- Undersøg, hvor du kan få sandsække ved behov.
Transport
- Overvej alternative transportformer.
- Følg med i Rejseplanen og Vejdirektoratets trafikinformation.
- Lav aftaler med naboer, familie og venner om transporthjælp ved behov.
Naboer, venner og familie
- Vær opmærksom på hjælp til mennesker i dit nabolag eller omgangskreds.
- Skriv vigtige telefonnumre ned og hæng dem på fx køleskabet.