Tusindvis er hacket: Sådan tjekker du om du er ramt
Din computer er et sandt paradis for kriminelle hackere.
Den gemmer nemlig på værdifulde oplysninger, såsom adgangskoder, betalingskort og meget andet – og det er guld værd (i bogstavelig forstand) for hackerne.
Faktisk anslår Politiet, at mindst 9000 danske computere er blevet hacket.
Derfor opfordrer Politiet lige nu i et opslag på Facebook til at tjekke, om du er ramt.
Tjek om du er ramt
Har du oplevet at få lækket personlige oplysninger? Eller kender du en, der har?
Så har politiet delt en webportal, der kan tjekke, hvorvidt man er en af de mange danskere, der er blevet hacket.
Alt, du skal gøre, er at indtaste din emailadresse(r) på webportalen fra hollandsk politi her.
Hvis det desværre viser sig, at du har fået stjålet dine adgangsoplysninger, så opfordrer politiet til, at du følger nedenstående gode råd:
1) Fjern eventuel virus fra dine enheder med et opdateret antivirusprogram og sørg for, at operativsystem og programmer er opdaterede til nyeste version.
2) Opdatér først herefter samtlige adgangskoder til dine konti.
3) Opret en kreditadvarsel på borger.dk.
4) Hvis du ser tegn på misbrug af din bankkonto, skal du spærre dit kontokort. Hvis der ikke ses misbrug, anbefaler vi, at du alligevel bestiller et nyt kort. I mellemtiden hold øje med, at der ikke sker misbrug af dit kort.
5) Kontakt politiet, hvis du oplever, at dine konti har været brugt til ulovlige formål.
Har du spørgsmål eller brug for flere råd og vejledning om it-sikkerhed og hvordan, du undgår et cyberangreb eller identitetstyveri?
Så husk, at du også kan kontakte Cyberhotline på telefon 33 37 00 37.