Tis og bræk i baggårde: Nu skal beboere selv sørge for hegn til Aalborg Karneval
I år må boligforeninger langs med karnevalsruten selv betale for at hegne deres baggårde af, hvis de vil undgå tis og bræk i deres haver.
Tidligere har det ellers været gratis for beboere og foreninger at få sat hegn op, men nu siger Aalborg Karneval stop til den ordning.
“Omfanget er vokset markant. Alle vil have hegn, og selve koordineringen er blevet en kæmpe opgave,” siger talsperson for Aalborg Karneval, Jeanett Kaare.
Samtidig er det en bekostelig affære for Aalborg Karneval.
Derfor har arrangørerne lavet en ny ordning i samarbejde med Moosdorf Hegn, hvor boligforeninger selv kan bestille det antal hegn, de har brug for via Aalborg Karnevals hjemmeside og betale for dem.
Prisen er ifølge Aalborg Karneval relativt overskuelig: Omkring 550 kroner eksklusive moms for fire hegn, der passer til en port ind til en baggård – og 910 kroner, hvis det også skal sættes op.
“Det er jo ikke særligt meget, og samtidig er det en stor hjælp for os, at boligforeningerne selv tager ejerskab for det,” siger Jeanett Kaare.
Tis og bræk
Jeanett Kaare lægger ikke skjul på, at behovet for hegn bunder i gener fra festglade gæster.
“Jeg synes, det er synd for dem, der får ting i deres have, som de ikke har bedt om.
Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt med hegn, men sådan er virkeligheden,” siger hun.
Samtidig understreger hun, at det aldrig har været et krav fra myndighederne, at karnevallet skulle stå for afspærring i byen.
Derfor vil de hellere bruge pengene på flere toiletter langs ruten og i byen, mere sikkerhed og general udvikling af karnevallet.
“Vi betaler for alt – både toiletvogne, sikkerhed, oprydning og så videre. Efter vi har flyttet ruten ud til Vestbyen, har vi også fået mulighed for at sætte flere toiletter op, så det generer borgerne mindst muligt, så vi gør alt, hvad vi kan,” siger Jeanett Kaare.
Hun peger samtidig på, at store events uundgåeligt påvirker byen – men også bidrager positivt.
“Hvis vi vil være en attraktiv by og have den slags arrangementer, så støjer det lidt. Men det giver også liv til byen,” siger hun.
Tiltrækker rekord mange fra andre byer
Aalborg Karneval er i dag et af byens største events og tiltrækker gæster fra hele landet.
Ifølge arrangørerne kommer 44 procent af deltagerne i år fra andre byer.
“Det er blevet et signaturevent for Aalborg, og det er samtidig en kæmpe rekrutteringsplatform, der kan få unge mennesker til at flytte til byen,” siger Jeanett Kaare.
Hun håber samtidig, at gæsterne vil tage ansvar, og vil gerne appellere til at alle gæster opfører sig ordenligt.
Selvom ændringen har mødt kritik fra flere boligforeninger i midtbyen, ser Aalborg Karneval det som et nødvendigt skridt.
“Det handler også om at få en snak om, hvad det kræver at holde et stort event i en by. Og hvordan vi bedst bruger ressourcerne – både til sikkerhed, oplevelser og til at skabe noget godt for børn, unge og familier,” slutter hun.
Man kan bestille og betale for sit hegn gennem Aalborg Karnevals hjemmeside.