Tidligere Aalborg-topchef rystet: Tvunget til at betale 25 mio. kr. til SKAT
Tilbage i 2018 fik GomSpace-stifter Niels Buus en skatteregning på hele 20 millioner kroner – på penge han ikke havde tjent.
Efterfølgende er den regning så vokset til hele 25 millioner kroner.
En ny politisk aftale skulle have hjulpet de danskere, der var blevet ramt af skattesmæk fra den såkaldte “skat fra helvede”, men Niels Buus har altså fortsat den millionstore gæld til SKAT hængende over hovedet.
Startede med en børsnotering
Ifølge mediet startede det hele, da GomSpace, der producerer satellitter, blev børsnoteret i 2016. Som daværende chef i virksomheden havde Niels Buus en lille del af aktierne, da aktien i 2017 røg i vejret på grund af et opkøbsrygte.
Et rygte, der ifølge Nils Buus intet havde på sig.
Sidenhen faldt aktiekurserne voldsomt igen, og Niels Buus’ aktier er nu ikke mere end 5 millioner værd. Men alligevel skylder han stadig 25 millioner kroner i skat for en gevinst på aktierne, selvom han aldrig solgte dem.
“Nu er jeg ikke jurist, men i min bog kan det ikke være lighed for loven, at jeg fortsat skal plages af en uretfærdig skattegæld, mens andre, der blev pålagt gælden et år senere, nu slipper for den,” siger Niels Buus til B.T.
Falder for grænsen
Mandag besluttede regeringspartierne, at den såkaldte iværksætterskat fra årsskiftet fjernes med syv års tilbagevirkende kraft.
Det betyder altså, at aktionærer, der ejer under ti procent af en virksomhed, ikke skal betale 22 procent i skat på værdistigninger af børsnoterede aktier ved årets udgang. Det skulle man nemlig også selvom aktionæren ikke havde solgt nogle af sine aktier.
Læs også: Opråb fra politiet: Kvinde facetimede med svindler i tre timer Niels Buus er chokeret over, at netop hans sag ikke er omfattet.
“Der må jeg indrømme, at jeg godt nok var rystet. Men derudover, så begyndte jeg også at undre mig lidt over, hvorfor man har lavet en syvårsgrænse,” siger han og slutter:
“Det er en utilsigtet fejl, som man begik, dengang man lavede loven. Det har man jo erkendt nu, både ved at afskaffe skatten fremadrettet og med tilbagevirkende kraft. Jeg synes, at man burde sørge for, at alle, der er blevet ramt af skatten, får erstatning. Ikke kun dem, der lige ligger syv år eller kortere tid tilbage.”