The bomb!: Disse honningkager skal du smage
Her på MigogAalborg er der én ting, vi tager seriøst op til jul: Julegodter.
Vi har allerede testet de fleste af byens juleburgere, og mon ikke der dukker flere op, jo tættere vi kommer på jul?
Det søde køkken har dog også fået et skud julestemning i år, og vores begejstring nåede nye højder, da vi faldt over nogle spændende versioner af den klassiske honningbombe.

Knas, krydderier og creme i skøn harmoni
En honningbombe er typisk kendetegnet ved et knasende chokoladelag, der gemmer på en saftig og krydret indre.
Honning er naturlivis den bærende smag, men ofte krydres kagen med kanel, ingefær, nelliker eller muskat, der for os skaber den helt rette julestemning.
Det hele afrundes som regel med et lag sød creme og en smule abrikosmarmelade, der giver kagen et frisk pift og en lille pause fra alt det søde.
Meget mere creme
Hos Fru Søgaard har man i år taget honningbomben til et nyt niveau.
Her fylder cremen mere end dejen – og det er altså noget, vi ikke vil kæmpe imod.
Kombinationen af den bløde dej, den store mængde creme og en perfekt balanceret smag gør deres version til én, vi godt kunne gå hen og udpege som en julefavorit.

Kagen minder lidt om en overdimensioneret cookie med et indre, der leder tankerne hen på en mælkesnitte – bare endnu bedre.
Det hele afsluttes naturligvis med et lag chokolade, der tilføjer det helt rigtige knas.
Vores konklusion er derfor, at hvis du lige er honningbombetypen, så må og skal du smage Fru Søgaards variant i år.
Det tvivler vi altså på, at du vil fortryde.