Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nordens svar på Michelin-guiden uddelte priser: Aalborg-restaurant i flot triumf

Af Michael Qureshi

I dag mandag d. 19. november uddelte anerkendte White Guide – Nordens svar på Michelin – deres årlige priser i forbindelse med lanceringen af Guiden for 2019.

Her var det især bemærkelsesværdigt, at Aalborg-restauranten Textur atter høstede en kæmpe triumf og stor anerkendelse.

Dennis Juhl og Textur-teamet er nærmest ustoppelige for tiden, og Juhl blev blandt andet også kåret til Årets Kokkeprofil af Den Danske Spiseguide.

Men for mange er det her større.

White Guide har de seneste år nærmest overhalet Michelin-guiden i mange fagfolks øjne.

Det skyldes ikke mindst, at anmeldelserne i White Guide er transparente på en måde, så man kan se hvor mange point, et spisested har fået for f.eks. mad og service.

Noma stjal billedet

Derfor var det med spænding, at White Guide i forbindelse med lanceringen af Guiden for 2019 uddelte deres årlige priser.

Ikke overraskende stjal Noma billedet igen-igen, og tog to af de store priser. Den helt tunge var naturligvis Årets Restaurant i Danmark, og den hentede Noma.

Derudover høstede de titlen som Årets Innovatør. Det skriver vores søstersite MigogKbh.dk

Faktisk totaldominerede København med ni priser ud af 14 mulige. Så der var i høj grad grund til at klappe ekstra hårdt i hænderne, da Textur fik prisen for Årets Smæk for Skillingen.

Textur var også nomineret i en anden kategori Årets Bæredygtige, men der blev de slået af Relæ.

Ikke desto mindre var der endnu mere hæder til Nordjylland. For skønne Vesterøl på Læsø blev kåret til Årets Feel Good Oplevelse.

White Guide blev grundlagt i Sverige for snart 15 år siden, og restaurantbiblen har sidenhen gået sin sejrsgang i Skandinavien.

Textur åbnede blot sidste år på Vesterbro lige her i Aalborg, og har siden taget byen med storm med fulde huse og medieomtale i blandt andet engelske Guardian og et stort japansk medie.

Her er Årets Priser ved White Guide

Årets Restaurant: Noma (Kbh)

Årets Innovatør: Noma (Kbh)

Årets Feel Good oplevelse: Vesterøl (Læsø)

Årets Smag for Skillingen: Textur (Aalborg)

Årets nye Restaurant: Frank (Kbh)

Årets Vinoplevelse: Kong Hans Kælder (Kbh) 

Årets Vinkort: Kong Hans Kælder (Kbh)

Årets Kør Hjem Drikkevare menu: Geranium (Kbh)

Årets Øloplevelse: Selma (Kbh)

Årets Bæredygtige: Relæ (Kbh)

Årets Unge Kokketalent: Anika Madsen – Roxie (Kbh)

Årets Serviceoplevelse: Peter Fagerland (Slotskøkkenet/Dragsholm Slot)

Årets Dessertoplevelse: Slotskøkkenet/Dragsholm Slot

Årets Fiske- og skaldyroplevelse: Koks (Thorshavn, Færøerne)

Del artikel

Andre læser også