Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tendens: De nordjyske virksomheder glemmer whistleblowerordningen

Af Advokatfirmaet Vingaardshus

Virksomheder med mere end 250 ansatte skulle senest d. 17. december 2021 have etableret en intern whistleblowerordning.

Desværre er der en tendens til, at flere af de større nordjyske virksomheder endnu ikke er på plads med en whistleblowerordning.

Konsekvensen er relativt store bøder.

Virksomheder med mere end 50 ansatte har lidt mere tid at løbe på og skal have whistleblowerordningen på plads senest d. 17. december 2023 – men her er mange nordjyske virksomheder heller ikke kommet i gang med de indledende overvejelser.

– Vi oplever flere nordjyske virksomheder, der burde have haft en whistleblowerordning på plads allerede nu, men som af forskellige årsager ikke har fået det gjort, fortæller advokat Jane Kjær Klausen fra Advokatfirmaet Vingaardshus.

– Og rigtig mange af de nordjyske virksomheder i den næste kategori er slet ikke begyndt at overveje, hvordan de vil etablere en whistleblowerordning, fortsætter hun.

Advokat Jane Kjær Klausen rådgiver til dagligt nordjyske virksomheder i alle størrelsesordener om netop whistleblowerordninger.

Advokat Jane Kjær Klausen
Det kan koste bøder ikke at få etableret en whistleblowerordning, fortæller advokat Jane Kjær Klausen fra Advokatfirmaet Vingaardshus.

– Det er selvfølgelig et problem, at så mange nordjyske virksomheder hænger i bremsen. For det første er konsekvensen betragtelige bøder i en forventet størrelsesorden på kr. 60.000-100.000. Og for det andet bliver eventuelle lovovertrædelser og andre alvorlige forhold som f.eks. hvidvask, dokumentfalsk, underslæb, bedrageri eller anden strafferetlig lovovertrædelse ikke belyst ved indberetninger, fortsætter Jane Kjær Klausen.

Virksomhederne går dermed potentielt glip af vigtige indberetninger, der kan være med til at forbedre forholdene internt og virksomhedens renommé eksternt.

Whistleblowerordning beskytter whistleblowere

Whistleblowerloven pålægger arbejdsgivere at etablere en whistleblowerordning, hvor f.eks. ansatte kan indberette om lovovertrædelser og andre alvorlige forhold som f.eks. sexchikane. Ordningen skal samtidig beskytte whistleblowere mod f.eks. repressalier og trusler.

Ifølge whistleblowerloven skal virksomheden enten oprette en intern whistleblowerenhed, hvor en eller flere upartiske person(er) modtager og håndterer indberetningerne efter lovens krav, eller lade håndteringen overgå til en ekstern tredjepart, eksempelvis en revisor eller en advokat.

Nordjyske virksomheder bør komme i gang med whistleblowerordninger allerede nu

Virksomheder med mere end 250 ansatte skal som sagt allerede nu have etableret en whisteblowerordning. Og selvom deadline for alle virksomheder med 50 eller flere ansatte først er d. 17. december 2023, er der dog intet, der hindrer virksomheder i at etablere en whistleblowerordning allerede nu.

Tværtimod.

Udover at være klar i god tid inden deadline, kan virksomheder med en whistleblowerordning tilbyde de ansatte en tryghed og sikkerhed samt sikre, at alvorlige fejl og eventuelle overtrædelser eller krænkelser bliver opdaget og behandlet.

– Vi ser også, at det ikke kun er loven, der stiller krav om at etablere en whistleblowerordning. Flere og flere virksomheder bliver mødt med enten krav eller forventninger fra kunder og samarbejdspartnere om at have en whistleblowerordning på plads. Det kan koste for forretningen – også selvom virksomheden endnu ikke er forpligtet til at have etableret en intern whistleblowerordning. Så vi kan kun opfordre de nordjyske virksomheder til mere end blot at tænke på whistleblowerordninger, slutter advokat Jane Kjær Klausen.

Udgiver

Advokatfirmaet Vingaardshus er et stort advokathus med kontorer i både Aalborg og Frederikshavn.

Vores næsten 60 medarbejdere yder dagligt specialiseret juridisk rådgivning til nordjysk erhvervsliv og nordjyderne indenfor en bred vifte af juridiske områder.

Vi vægter et fortroligt samarbejde præget af høj faglighed, hurtig sagsbehandling og indgående kendskab til klientens særlige forhold – det er afgørende for et godt sagsudfald.

Du finder os i Vingårdsgade 22 i Aalborg eller Danmarksgade 81 i Frederikshavn.

Mere fra Advokatfirmaet Vingaardshus