Teatrets usynlige helte: Mikkel tryller Sydfrankrig frem i Nordkraft

Teaterscenen er et magisk sted.

Her lader vi os helt frivilligt narre til at tro, at vi befinder os i London i 1800-tallet, en skov i et fantasiland eller Gruissan i Frankrig.

Tit har vi kun blik for skuespillerne, hvilket er fair nok siden de står midt i rampelyset, men en god forestilling er ikke kun kendetegnet ved mindeværdige skuespillerpræstationer, men i lige så høj grad rammerne for historien.

De rammer er netop, hvad en scenemester beskæftiger sig med, og sådan en er Mikkel Munk Iversen ved Teater Nordkraft.

Akvariesand og franske fornemmelser

Men Mikkel, har man lyst til at spørge, hvad pokker laver en scenemester sådan helt konkret?

Mikkel smiler. Det er et spørgsmål, han ofte får.

“Der er ikke så mange, der ved hvad en scenemester laver. Og det er jo sjovt, fordi jeg bliver tit mødt med ‘nå, så designer du scenografien’. Så er jeg sådan lidt, ‘nej, nej, det gør en scenograf’.

Jeg oversætter scenografens design til noget, der faktisk kan lade sig gøre på en scene, og som er sikkert for skuespillerne,” forklarer han tålmodigt.

Tag for eksempel Teater Nordkrafts nuværende forestilling Betty Blue, der spiller til og med den 17. maj.

Her har scenografen forestillet sig, hvordan scenen skal reflektere en varm, sensuel og nostalgisk sydfransk by, og det er Mikkels opgave at forvandle idéen fra papir til virkelighed.

“Tag sandet inde på scenen for eksempel,” siger Mikkel og gestikulerer ind mod hovedscenen, hvor fem paller sand er væltet ud over gulvet.

“Vi kunne bare have bestilt hvidt sandt, men i stedet lavede vi et blandingsforhold, der hedder 1 til 4 hvor det er 4 gange hvidt sand og 1 gang rødbrunt sand. Det giver mere farve og spil i sandet, og det virker mere naturtro,” uddyber han.

Udover den designmæssige overvejelse om, hvilken farve sand der bedst illustrerer en fransk sandstrand, var endnu en spekulation, hvordan de kunne gøre sandet mindst muligt irriterende for kollegaerne og publikum.

“Hvis du smider rigtigt strandsand ind på en scene, skal det vandes hver dag, fordi ellers støver det helt vildt. Derfor tog jeg ud til Pet Hollywood for at bestille akvariesand,” fortæller Mikkel og ser tankefuldt ud i luften, mens han tæller.

“Jeg tror, det endte med fire eller fem paller akvariesand.”

Hvordan fanden byggede de det?

Akvariesandet er ikke den eneste kreative løsning, der har måtte findes for at få Betty Blue til at gå op i en højere enhed.

Også den gamle bil, der er kronjuvelen i scenografien, måtte hverves på en alternativ (og lidt besværlig) måde, men det er en længere historie, der involverer bilskrog på en mark, flere måneders dialog med sælgeren og en tur til Skive.

“Det var meget sjovt og udfordrende for os. Vi havde en fest over det samtidig med, at det var en følelsesmæssig rutsjebane.

Hvis der var 10 af sådanne udfordringer på en forestilling, ville jeg fuldstændig gå i opløsning og mit blodtryk ville stige,” siger scenemesteren og griner efter en dyb indånding.

Men netop de “tossede ting”, der kun kan ske i teaterverdenen, er også hvad der trak Mikkel ind i den type branche.

“Jeg valgte at uddanne mig til scenetekniker, fordi jeg godt kan lide at opfinde ting. I teater får jeg hele tiden lov til at snuse til noget nyt og udfordre mig selv.

Det er også fedt at dupere publikum, så de tænker ‘hvordan fanden byggede de det?’ Det er nok primært opfinderdelen, der har drevet mig ind i den her branche,” funderer Mikkel.

Teater Nordkraft er det fjerde teater, den erfarne aalborgenser har været på. Han er udlært elev på Aalborg Teater og har siden været på  Østre Gasværk Teater og Sort/Hvid.

I sin fritid går opfindergenet også igen. Udover at spille i band laver Mikkel skulpturer sammen med kollegaen Christian.

Det var de to, der byggede den flotte træ-skarv i Fjordbyen til Sankt Hans i 2023, som der var lidt palaver med at futte af pga. tørke.

Stor sammenhængskraft på teatret

Tilbage til Betty Blue.

Teatrets genfortælling af den franske kultklassiker har været mange år undervejs. Produktionen blev lagt ned, fordi den ene corona-nedlukning efter den anden bremsede opføringen af stykket, men nu er det endelig en realitet.

Ligesom Teater Nordkrafts andre forestillinger er den maksimalistisk i udtryk, men opført på en meget minimalistisk scene.

Det er et kæmpe cadeau til scenograf Katrine Gjerding, at hun har skabt så stærkt et udtryk til fortællingen om den lidenskabelige Betty , og nu hvor vi ved, hvad en scenemester og teatertekniker laver, kan vi også rette rosen mod Mikkel og kollegaen Christian.

Som Mikkel selv siger, har de ikke samme luksus som mange af de store teatre, der har både kældre, sidescener, bagscener og snoreloft til hurtigt at kunne ændre et rum.

Derfor må de bruge andre virkemidler til at illustrere Betty og Zorgs tumultariske tilværelse i Sydfrankrig – eksempelvis med sand, en bil, neonlys og plader, der kan smadres.

Selvom det kunne være rart med snoreloft og sidescener, understreger Mikkel, at dét Teater Nordkraft i stedet tilbyder er en større sammenhængskraft blandt medarbejderne.

“Når mulighederne er lidt mere begrænsede på grund af det fysiske rum, så bliver man nødt til at tale mere sammen, og man er mere afhængige af hinanden.

Hvis vi for eksempel hjælper Mads med lyset en dag, gør det en verden til forskel for ham. Så hjælper han en anden dag med at skovle fem paller sand herind.

Vi kan ret hurtigt hjælpe hinanden her på teatret. Det synes jeg er fedt. Jeg har også nydt at være på de større teatre, men her er det ikke en større organisation end, at man får lov til at påvirke arbejdsgangene og miljøet,” slår han fast.

En bouillonterning af rummelighed

Som man kan fornemme er Teater Nordkrafts scenemester passioneret omkring sit arbejde og, tro mod sit ord, særdeles opfindsom.

Han har også en stor kærlighed til kunst og teater, og derfor slår vores interview naturligt over i, hvordan teaterforestillinger beriger vores liv, og hvad han tror, at publikum kan få ud af Betty Blue.

“Vi har et motto, der hedder at teater er motion for følelserne, og du kan selvfølgelig få motioneret dem derhjemme med Netflix.

Men nogle gange kan det være svært at mærke følelserne gennem en skærm, og når du er i teatret, investerer du mere af dig selv, fordi du kigger på rigtige mennesker på scenen.

Når du ser en forestilling som Betty Blue, hvor karaktererne skejer fuldstændig ud og muligvis har borderline eller andre diagnoser, som ikke fandtes i Frankrig i 80erne, så får du måske også nemmere ved at sætte dig ind i, hvordan andre har det,” reflekterer scenemesteren.

Mikkel har mange tanker om sit fag, om teaterbranchen og værdien af kunst, og derfor giver vi ham også det sidste ord:

“Hvis jeg skal koge teater ned til sådan en bouillonterning, vil jeg mene, at det skaber rummelighed.”

Kunne du tænke dig at opleve Betty Blue på Teater Nordkraft, kan du købe billet til og med den 17. maj.