Hysterisk sjovt og dybt rørende: Teater Nordkraft rammer plet med Parents Playlist
Hvis du kun skal se én teaterforestilling i 2023, bør du stærkt overveje at gøre Parents Playlist i Teater Nordkraft til din førsteprioritet.
Vi var til premiere på teaterkoncerten i fredags, og instruktør Minna Johannesson har begået intet mindre end en genistreg.
I forestillingen følger vi et forældrepar, fænomenalt spillet af Laura Kold og Thomas Nielsen, gennem et helt liv – fra den lykkelige, men nervøse babyboble til den fortvivlende midtlivskrise og den uundgåelige ende på livet.
Denne rejse gennem forældreskabet iscenesættes af et soundtrack bestående af 31 sange, der strækker sig fra de klassiske børneviser i helt nye og overraskende klæder til festmusik i acapella-version og syret dansk teenagepop.
Langt størstedelen af disse (meget iørefaldende) sange spilles live af de lige så fænomenale musikere Anna Kathrine Lystbæk og Jonas Ervolder Bové, der også agerer statister i dele af stykket som parrets børn.
Undervejs i de cirka 2 timer og 15 minutter, som forestillingen varede, var vi skiftevis flade af grin og grebet af sorg. Tårerne flød frit uanset, hvilken følelsesmæssig tangent der blev spillet på.
Balancegang mellem had og kærlighed
Det, der gør Parents Playlist så fantastisk rørende er, at historien tager udgangspunkt i noget, vi alle kender – familielivet – og dissekerer den menneskelige oplevelse på en så absurd og kærlig måde, at man sidder og føler sig helt almindelig. På den gode måde.
Googler du eksempelvis også i tide og utide om, du er normal, om dit barn har kræft eller om du er en god forældre?
No worries. Stykkets nybagte far gør det samme. En storskærm bagerst på scenen viser hans søgehistorik, og mens han synker ned i depression, synker publikum en klump i halsen.
Heldigvis kommer forløsningen også. K-a-t-t-e-v-i-d-e-o-e-r indtastes bogstav for bogstav, og de resulterende YouTube videoer frembringer et smil på hans læber, mens vi kollektivt bryder sammen i grin på tilskuerpladserne.
Denne balancegang mellem det mørke og lyse, sorg og glæde, had og kærlighed holder os på tæerne, men netop forløsningen er det vigtigste.
Da forestillingen tager en mere dyster retning på et tidspunkt, med hvad der føles som få minutter tilbage i teatermørket, blev vi en anelse bange for, at forløsningen udeblev, og at moralen derfor var lige så dyster, som de statistikker, der kørte på storskærmen: Næsten halvdelen af danske ægteskaber går i opløsning, vi er det folkefærd, der er hinanden mest utro og voila! – du kan gå herfra med en klump i maven.
Heldigvis indfinder lettelsen sig, da forældrene igen bliver forsonede.
Ikke på eventyrligvis, hvor de lever lykkeligt til deres dages ende, men på tålelig og helt sober vis. Der findes skuffelse, og der findes kærlighed, og der er en tilfredsstillelse i at navigere i begge dele, som de to hovedpersoner ræsonnerer sig frem til.
At vi køber denne præmis om, at moren og faren trods alt elsker hinanden og ikke kan give slip på deres relation, skyldes i allerhøjeste grad den elektrificerende kemi mellem Laura Kold og Thomas Nielsen. Hold nu op, det slår gnister mellem de to.
Havde nogen fortalt os, at de også var et ægtepar udenfor teatret, havde vi troet på dem.
Ingen børn? Ingen problem
At teatersalen er fyldt med forældre, der kan identificere sig med moren og faren, er der ingen tvivl om.
Når parret vælger at få barn for tredje gang, lyder der er højlydt “åh nej” fra flere personer, og da moren siger, at hun vil skilles, nærmest råber en uidentificerbar kvinde “ja!” ud i rummet.
Der er tydeligvis følelser på spil, og minder der genleves blandt nybagte såvel som ældre forældre, men spørgsmålet er om historien har nogen gang blandt os, der ikke er forældre – og ej ønsker at være det.
Til det kan vi sige et klart og tydeligt “ja!”.
Man behøver ikke være forældre for at have intimt kendskab til familielivets udfordringer og højdepunkter. Vi er jo alle børn af nogen.
Faktisk har Parents Playlist den styrke, at den sætter nogle tanker i gang omkring forældreskab – både når det gælder ens omgangskreds, men sandelig også egne forældre. Har de skulle døje med bare halvdelen af det kaos, som foregår på scenen, er man tilbøjelig til at se deres fejl og mangler i et lidt mildere lys.
Kaos er virkelig et rammende ord for forældrenes op- og nedture, men mindst lige så rammende for scenografien, der er essensen af instruktørens kunstneriske identitet.
Scenen og skuespillernes garderobe er maksimalistisk i udtryk, men foregår i minimalistiske rammer. Det er kitsch, så det batter, men gennemtænkt ned til den mindste detalje.
På vej ind i en guldalder
Teater Nordkrafts 2022/23 sæson har generelt holdt et højt niveau med imponerende forestillinger som Woyzeck og Lazarus, men Parents Playlist er i en liga for sig.
Minna Johannesson har røbet, at soundtracket er direkte inspireret af den bil-playliste hendes egen lille familie har opbygget over de seneste par år. Måske er det derfor, at det føles enormt dragende og så forfærdeligt, vidunderligt virkeligt.
Eller måske er det fordi, at Parents Playlist er en krystallisering af skuespillerensemblets mod og mærkbare kemi, Minna Johannessons klare vision for teatret og produktionsteamet dygtighed. Der er udviklet en samhørighed i baglandet, som synes at ligge mellem linjerne i forestillingen.
Uanset hvad forklaringen er, tør vi godt at spå om, at Teater Nordkraft er på vej ind i en guldalder, og at det bliver både spændende og underholdende at følge med.
Læs mere om Parents Playlist her.