Anmeldelse: “Hvor Der Er Fugle” er voldsomt underholdende og voldsomt fucked-up

Du ved, at du skal ud på en vild rejse, når du inden forestillingen får udleveret et program med ordene “Trigger Warning” påtrykt.

Fysisk vold, psykisk vold, alkoholmisbrug, seksuelle overgreb og incest.

Det er barske tematikker, der skildres i Maren Uthaugs roman Hvor der er fugle, og Teater Nordkraft udøver ikke censur i deres adaptation af historien.

En ting er at være tro mod historien, men yder de den retfærdighed?

Maren Uthaughs store slægtsroman har trods alt vundet DRs romanpris i 2018 og er blevet oversat til mange sprog, til stor begejstring for læsere rundt om i verden.

Efter omkring to timer i teatermørket i selskab med hovedpersonerne Johan, Marie og Darling må vi sige, at vi var voldsomt underholdt af den voldsomt fucked-up historie.

Babyer falder fra himlen

Hvor der er fugle handler kort og godt om en familie bestående af Johan (Jakob Hannibal) og Marie (Laura Kold) samt børnene Darling (Lærke Schjærff Engelbrecht) og Valdemar (Thomas Nielsen). I kulissen lurer også Hannah og Fede som henholdsvis Johan og Marie er ulykkeligt forelsket i.

Familien bor på et afsidesliggende fyrtårn i en lille landsby kaldet Uthaugh i den første halvdel af det 20. århundrede, og det er primært fyrtårnet, hvor den ulykkelige historie udspiller sig.

Vi gentager ordet ‘ulykkelig’ en del, fordi der er en hel del ulykke på tværs af generationerne.

Selvom karaktererne udsættes for det ene traume værre end det andet, betyder det dog ikke, at du som publikum bombarderes med to timers uafbrudt depressionsteater.

Helt i Teater Nordkrafts ånd har instruktør Camille Sieling Langdal indsat momenter af “comic relief”, der løfter humøret på de rigtige øjeblikke.

Hver gang vi var ved at synke ned i sæderne af ren og skær elendighed, faldt der en baby ned fra himlen – bogstavelig talt!

Fordi den samme historie fortælles tre gange fra tre forskellige vinkler, falder der selvsagt mange babykurve ned på scenen i løbet af forestillingen, men virkemidlet fik os til at grine hver eneste gang.

De komiske elementer gav os et lille (velfortjent) pusterum, så vi kunne forberede os til næste mavepuster.

Tre forskellige fortællere

Ligesom i bogen iscenesættes slægtens skæbne tre gange fra tre perspektiver: Johan, Darling og Marie.

Selvom vi tror, at vi ved, hvad der venter os anden eller tredje gang, udspiller scenarierne sig så anderledes, at gentagelserne aldrig føles træge eller unødvendige.

Tværtimod får vi gradvist mere empati for de tragiske valg hvert familiemedlem tager, og vi kan som neutrale parter se i, hvilke situationer der kunne have været en form for forsoning. I bagklogskabens klare lys vel og mærke.

Et af de klareste eksempler er starten på Johans og Maries bejleri. I Johans fremstilling fremstår Marie som en desperat, sexhungrende harpe, som han kun gifter sig med ud af ren og skær overlevelse.

Når det er Maries tur til at fortælle, vendes dette dog fuldstændig på hovedet, og den endimensionelle kvinde bliver pludselig en fuldt udviklet person med egne drømme og fejl. Vi ser, at hun vælger Johan, ikke fordi hun længes efter ham, men af samme årsag som ham: For at overleve.

Johan og Marie har dermed mere tilfælles, end de tror, men ægteskabet er – ligesom en græsk tragedie – dømt til at mislykkes. Derfor ringer det også hult hver gang, Marie retfærdiggør familiens forfærdelige valg med ordene “kærlighed har aldrig ødelagt noget.”

Replikken minder foruroligende meget om det nu berømte citat fra Jamie Lannister (“The things I do for love”) og koblet med de fucked-up familiedynamikker og incest, er parallelerne til Game of Thrones til at tage og føle på.

Det er et super spændende greb at skifte fortællere på den måde i et teaterstykke, når du kun har én scene at gøre godt med, og halvdelen af den scene er dækket af vand.

Vand spiller i det hele taget en stor rolle både scenografisk, men også fortællermæssigt, hvor naturkraften er en barsk nabo som menneskene i Uthaugh er tvunget til at leve side om side med.

Grundfølelser vi kan spejle os i

Vi har kun ros tilovers for de fire skuespillere, der har den ekstremt svære opgave at gøre usympatiske mennesker fortjenende af vores empati.

Men de skal have lige så meget respekt for deres kropslige udfoldelse.

Hvor der er fugle er nemlig en meget fysisk forestilling; skuespillerne er konstant i bevægelse og viser de funktioner af kroppen, som oftest gemmes væk.

Vi ser sex-akterne, der er mere dyriske end romantiske, vi ser dem manisk rulle rundt i vand, og vi ser opkast, opkast og mere opkast (igen: det er ikke en forestilling for sarte sjæle!)

Det er svært at rumme så mange af menneskets allergrimmeste sider på så kort tid, og under forestillingen efterlades vi med en følelse af, at familiens skæbner ikke er relaterbare for en dansk middelklasse eksistens anno 2023.

Efter at vi har fordøjet oplevelsen og skrællet de dramaturgiske lag af, er der dog mange grundfølelser tilbage, som vi alle kender og kan spejle os i: utilfredshed med tilværelsen, knuste drømme, håb, kærlighed, sorg etc.

Imponerende adaption

Teater Nordkrafts adaption af Hvor der er fugle fra papirsider til scenen er klaret på imponerende vis, og i sidste ende er det eneste, der trækker ned for os manglen på “et lys i mørket”.

Minna Johannesson, teaterchef på Teater Nordkraft, har tidligere fortalt, at de forestillinger hun laver skal indeholde noget ‘smertefuld feel-good’, hvor publikum kan finde noget inspiration i alt mørket, men den inspiration kvæles lidt for effektivt i denne forestilling.

Selvom der er masser af komiske elementer og historien ender med, at Marie og Thomas stiger på en båd og forlader Uthaugh i søgen efter et bedre liv, føles det som en fodnote i den overvejende ulykkelige historie.

Vi anbefaler stadig, at du begiver dig ind på teatret og ser denne fremragende forestilling – vores råd lyder bare på, at du skal selvmedicinere med søde kattevideoer bagefter.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her.