Maksimalistisk, intimt og sammen med publikum: Teater Nordkraft afslører nyt sæsonprogram
Teater Nordkraft er nu klar til at præsentere sæson 2026/27.
Vi kan glæde os til en sæson, der spænder fra store, klassiske, overdådige nyfortolkninger til små intime eksperimenter, hvor vi undersøger det publikumsinvolverende i forskellige former.
Få overblikket her:
Forestillingen TRE åbner sæsonen

Sæsonen åbner med TRE, baseret på Valérie Perrins roman om et livslangt venskab og de bånd, der former os gennem livet.
Om alle de forkerte valg, vi træffer og om de usynlige tråde, som bliver ved med at trække os tilbage til hinanden.
TAXI DRIVERS er tilbage

Taxi Drivers kører igen, og publikum tages med på en intens tur gennem Aalborgs mørkeste gader, og du besøger steder, du måske slet ikke vidste fandtes.
Her, i bilens intime rum, har du mulighed for at komme helt tæt på – tæt på de andre, din egen vrede og måske din længsel efter forandring?
THE MANIKINS – vildeste immersive teater i Danmark til dato

Herefter følger det mest crazy og immersive teaterstykke nogensinde i Danmark, THE MANIKINS – a work in progress, en co-produktion med London-baserede Deadweight Theatre.
Det her er et ambitiøst publikumseksperiment med to skuespillere og kun ET publikum.
Du står midt i et levende puslespil – hvor du selv er brikken, og hvor valgene du træffer, hele tiden, ændrer historien. Eller måske ændrer den dig?
De sidste 5 dage kører forestillingen med publikum, dvs., at du som siddende publikum kan følge en person der rejser gennem THE MANIKINS-oplevelsen.
SKÆRSOMMERNAT – Magi og glæde direkte ind i hjertet

Samtidig vender den anmelderroste teaterkoncert Skærsommernat tilbage og inviterer publikum til fest i en farverig blanding af Ibiza, Shakespeare og nordisk midsommer.
En forestilling om at generere ny energi, i et eventyrligt lydunivers hvor barokken og renæssancen blandes sammen med partymusik fra Europas natteliv og danske sommersalmer.
GATSBY – Vil du deltage eller se på?

Sæsonen afsluttes med GATSBY, inspireret af F. Scott Fitzgeralds ikoniske roman. En stor satsning, hvor du enten kan købe billet på publikumsrækkerne eller midt i scenografien og blive gæst ved Gatsby og hans kreds’ legendariske selskab.
Et sted hvor mennesker mødes for at blive til mere end det, de er. For at glemme sig selv for et øjeblik. Hvor langt er du klar til at gå?
Der vil på scenen blive serveret mad og drikke.
Tilsammen tegner de fem forestillinger et billede af det teater, vi ønsker at være: Et maksimalistisk, men samtidig intimt sted, hvor der både fortælles stærke historier og hvor vi hele tiden undersøger nye måder at være sammen med publikum på.
Årets gæsteforestillinger på Teater Nordkraft
Ud over årets egenproduktioner byder Teater Nordkraft på spændende gæstespil, både ungdomsteater, danseforestillinger og børneteater i et alsidigt og attraktivt sæsonprogram.
Teater Nordkraft får bl.a. besøg af:
• UTHAUG OG KOPPEL, TRUT OG TEGN Humoristisk live-tegneshow
• LE SCÉNARIO -Dans i verdensklasse under åben himmel
• IND I MØRKET om højreekstremisme og radikalisering.
• AMDI, folkeforføreren fra Ringe, der satte dybe spor i de mennesker, der fulgte ham.
• FAMILIEN HASSAN, fortællingen om en virkelighed de færreste kender.
• FAUST, en intens og sanselig danseforestilling.
• RØR MIG – RØR MIG IKKE – Om identitet, venskaber og mod.
• FORESTILLINGEN OM MOR, en rå og humoristisk rejse gennem moderskabets kaos.
• KALD PÅ MIG IGEN, om behovet for at føle os forbundne med hinanden •
og meget mere…
En sæson båret af mod og taknemmelighed
For teaterchef Minna Johannesson handler den nye sæson ikke kun om forestillingerne, men også om det fællesskab og det mod, der opstår i arbejdet med at skabe dem.
“Jeg elsker mit arbejde. Det er indimellem en lille smule vanvittigt – men grundlæggende elsker jeg det. Og jeg føler mig oprigtigt heldig og taknemmelig over at være omgivet af så mange gode mennesker,” siger Minna.
“Taknemmelighed opstår sjældent, når alt er perfekt. Den opstår midt i arbejdet. Midt i noget, der er besværligt, rodet eller uafklaret. Når man pludselig opdager, at man står i et rum fyldt med mennesker, der prøver, selvom det i øjeblikket virker umuligt.”

Publikum som medskabere
Teater Nordkraft har i den seneste tid arbejdet målrettet med at invitere publikum tidligere ind i de kunstneriske processer. Målet er at skabe et mere levende møde mellem scene og sal, hvor publikum ikke kun oplever det færdige resultat, men også bliver en del af undersøgelsen undervejs.
“Fra at nogen viser noget frem til andre, til at vi sammen undersøger noget, som ingen helt kender svaret på endnu. Det ændrer relationen i rummet, og igen og igen opdager man, hvor nysgerrige og generøse mennesker er, når de bliver inviteret ind. Jeg er taknemmelig over det store mod jeg oplever både hos mine kollegaer og hos vores publikum.”
Med sæson 2026/27 fortsætter Teater Nordkraft ambitionen om at skabe scenekunst, der både bevæger, udfordrer og inviterer publikum helt tæt på.