Talte over sig: To unge taget på fersk gerning med narkotika
Nogle gange skal man passe på med, hvad man siger højt.
Det lærte to unge mænd på den hårde måde natten til lørdag på toilettet i Jomfru Ane Parken.
Det fremgår af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi.
Talte om politiet – foran politiet
En civilbetjent blev opmærksom på de to mænd, og han kunne tydeligt høre, at de var ved at gøre en bane narkotika klar.
Ironisk nok snakkede de samtidig højt om, at de håbede på ikke at blive taget af politiet.
Men så heldige var de ikke.
For det overhørte betjenten, og da døren blev åbnet ind til toilettet, stod den ene mand med hvidt pulver på sin telefon, som han skyndte sig at kaste i toilettet.
Han blev sigtet efter lovgivningen om euforiserende stoffer og visiteret, hvor betjenten fandt en pose med 0,72 gram kokain, der lå i en dåse snus.