Tall Ship Races markerer 20 års jubilæum i Aalborg: Sådan bliver det i år
Der er sket meget i Aalborg siden 1999.
Hvor Havnefronten bestod af slidte pakhuse, grusparkering og få visuelle oplevelser, så er det helt modsat her 20 år senere.
Havnefronten stråler med Utzon Center, Musikkens Hus og mange lækre bygninger langs kajen.
Rekreative oaser er placeret blandt kulturhuse, ungdomsboliger og ejerlejligheder. Studerende tager en pause fra bøgerne på en af de mange loungestole langs fjorden. Der indbydes til ophold og hygge.
Det er langt fra det billede af byen, der var første gang man var vært for Cutty Sark – der senere blev omdøbt til Tall Ship Races.
“Under Cutty Sark i 1999 blev det tydeligt, hvordan Limfjorden kan samle folk og binde Aalborg og Nørresundby sammen.
Alle tog The Tall Ships Races til sig, og mange fik øjnene op for mulighederne ved fjorden.
Herefter gik udviklingen af havnefronterne i gang, og det er lykkedes at skabe fantastisk flotte havnefronter, hvor vi nu har mulighed for at holde store koncerter med fjordkig, skabe en bred variation af aktiviteter i det store arrangementsområde kombineret med oplevelser ombord på skibene,” siger Søren Thorst, der er eventchef i Aalborg Kommune.
Vært for femte gang i juli
Aalborg er for femte gang værtshavn for The Tall Ships Races i dagene 3-6 juli 2019. Byen har tidligere været vært i 1999, 2004, 2010, 2015.
I år er faciliteterne endnu bedre og endnu flere end sidst.
“Vi har fået kulturbroen, der sammen med shuttlefærgerne gør det lettere for folk at opleve skibene på begge sider af fjorden.
Vi markerer, at Nørresundby Lystbådehavn er blevet færdig med musikscene, barområde og et af de store sejlskibe.
Østre Havn er også forvandlet siden sidst.
Det er blevet et lille paradis for vandsport, boliger, iværksættermiljø, café og supermarked. Her placerer vi de mindste skibe, så de ligger i læ derinde.
På pladsen foran Musikkens Hus laver vi et loungeområde,” fortæller Søren Thorst.
Binder en oplevelsessløjfe
Variationen af tilbud langs havnefronterne har været vigtig for forvandlingen og succesen, mener Henrik Jess Jensen, der er formand for Havne- og Teknikgruppen.
“The Tall Ships Races er en juvel for Aalborg og nordjyderne, for den har vist de udfoldelsesmulighederne, der er ved at være placeret lige ned til den smukke Limfjord.
Havnefronterne er indrettet rekreativt, så de besøgende kan tage en pause, en aktivitet og så en pause igen.
I både vest og øst er der skabt mulighed for at krydse Limfjorden med Egholm-færgen og Kulturbroen, og undervejs møder du et væld af oplevelser, så i år kan vi for første gang binde en oplevelsessløjfe hele vejen rundt om havnefronterne.,” siger Henrik Jess Jensen begejstret.
Det er første gang, at Aalborg er starthavn for The Tall Ships Races. Med et samlet besøgstal på over 3,1 mio. besøgende har The Tall Ships Races været de største begivenheder i Aalborgs historie.
I år har erhvervs-parret Eigild og Sonja Christensen doneret det der bliver Danmarkshistoriens største fyrværkerishow til Aalborg og Tall Ship Races.
Det er i øvrigt også dem, der står bag den gigantiske familiefestival Raise for Kids på Flyvestation Aalborg på søndag, hvor Mads Langer, Joey Moe, Onkel Reje og mange andre optræder. Læs mere om det her